Det var midt under optagelserne til tv-programmet 'Kurs mod fjerne kyster', at Mikkel Beha Erichsen kunne mærke, at der var noget galt med hans far.

De to havde skrevet sammen, mens Mikkel Beha Erichsen var af sted til optagelserne af de populære programmer, og det var gennem de beskeder, at han kunne fornemme, at der var noget helt galt med hans far - den kendte forfatter og eventyrer Troels Kløvedal.

Det fortæller han til TV 2.

»Undervejs havde vi skrevet sammen, og jeg kunne mærke, at der var noget helt galt. Vi måtte have ham undersøgt. Og så tænkte jeg, at det er sådan noget, den førstefødte er god til at tage sig af,« siger TV 2-værten Mikkel Beha Erichsen, der er den ældste af Troels Kløvedals fem børn.

Derfor valgte han at afbryde optagelserne til den sidste del af den rejse, der er blevet foreviget i 'Kurs mod fjerne kyster', for at rejse hjem til sin far og være ved hans side gennem undersøgelserne på sygehuset.

Var dødeligt syg

Da diagnosen lå klar, var den ifølge Mikkel Beha Erichsen 'hård at håndtere', selvom det var rart med en afklaring. Det viste sig, at Troels Kløvedal var dødeligt syg af ALS - en aggressiv nervesygdom, der langsomt, men sikkert lammer kroppen stykke for stykke.

Mikkel Beha Erichsen valgte efterfølgende at rejse tilbage til familien på skibet Havana og sejle det sidste stykke med dem tilbage til Danmark efter den tre år lange jordomsejling, skriver TV 2.

Da skibet kom i land ved København i sommer, stod Troels Kløvedal klar til at tage imod dem fra søsiden fra sin egen sejlbåd.

Troels Kløvedal ses her i 2014 på Roskilde Festival.
Troels Kløvedal ses her i 2014 på Roskilde Festival. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Det var dog først i efteråret, at det kom frem, at den 73-årige forfatter og eventyrer var uhelbredeligt syg. I bogen 'Modne Mænd' fortalte han ærligt om, at han ikke har lang tid tilbage at leve i.

»At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år. Jeg håber, at jeg dør af mine lunger, inden lammelserne begynder at indfinde sig. Rent kropsligt fungerer jeg, men mine lunger er meget syge, og jeg taler meget, meget svagt og meget utydeligt,« fortalte han i bogen.

'Man skal have ret til at dø, når man vil'

I bogen forklarede kaptajnen på Nordkaperen, der i mere end 35 år har sejlet på de store oceaner og lagt navn til utallige tv-programmer, også, at han i marts måned sidste år måtte stoppe med at holde foredrag, fordi han stemme var for svag, og fordi han blev ved med at tabe sig. I juni måned, da han blev interviewet til bogen, havde han blot 50 procent af sin lungekapacitet tilbage.

Men det er angsten for ALS, amyotrofisk lateral sklerose, der er sværest for den 73-årige sømand, fortalte han.

»Jeg kan godt finde ud af det at dø. Det har min livserfaring hjulpet mig med, men at skulle blive lam først, det kan jeg ikke acceptere, og derfor har jeg også skiftet holdning til aktiv dødshjælp. Før syntes jeg, at lovgivningen var ok, men i dag synes jeg, at man skal have ret til at dø, når man vil. Hvorfor skulle igennem alle de grufulde lidelser, der ligger i en lammelse, når man alligevel snart skal dø,« spurgte han i bogen.

Svært at få armene over hovedet

Sønnen Mikkel Beha Erichsen fortalte ærligt om, hvordan det var at vide, om man havde kort tid tilbage med sin far, i et interview med magasinet Psykolog i januar i år.

»Jeg glæder mig ikke lige så meget over alle de ting, der går godt, som jeg plejer at gøre. Og det er jeg ellers virkelig god til. At glæde mig. Det er svært at få armene helt op over hovedet, fordi der ligger den dér med, at man skal sige farvel til sin store, stærke far. Som man er vant til er der,« sagde TV 2-værten dengang.

Derfor bruger han så meget tid som muligt med faderen i hans hjem i Djursland, forklarede han. Her kan de hygge, ordne ting eller bare sidde ved ordet uden at sige særligt meget.

Troels Kløvedal, der er født Troels Beha Erichsen, har - udover sønnen Mikkel Beha Erichsen - også døtrene Gurlig Marie, Sille og Lærke. For 19 år siden fik han sønnen Asbjørn med sin nuværende kone Else-Marie Meldgaard.