Mike Tysons første møde med den afdøde sanger Michael Jackson er bestemt ikke noget, der er gået i glemmebogen for bokseikonet.

Det var nemlig alt andet end en succes.

Det fortæller Mike Tyson i det seneste afsnit af rapperen T.I.'s podcast, 'expediTIously'. Det skriver The Sun.

Ifølge bokseren, der i øjeblikket forbereder sig på sit comeback mod Roy Jones Jr. i næste måned, så mødte han Michael Jackson for første gang efter en af sangerens koncerter.

Michael Jackson.
Michael Jackson. Foto: STR
Vis mere

Men selvom Mike Tyson dengang i slutningen af 80'erne/start 90'erne tævede nærmest alt og alle i bokseringen og var en af verdens mest kendte sportsstjerner, så anede Michael Jackson ikke, hvem han var.

Mike Tyson fortæller, at han var til koncerten sammen med boksepromotoren Don King, som efterfølgende gik hen og hilste på Michael Jackson.

»Don gav ham 'fredstegnet', og så gav Michael 'fredstegnet' tilbage, men da jeg så gav Michael 'fredstegnet', tog han sin hånd ned,« fortæller Mike Tyson i podcasten.

Han fortæller endvidere, at han forsøgte at slå det hen som, at Michael Jackson ikke så ham, men da de alle bagefter gik ud backstage fortsatte dét, som Mike Tyson kalder for »disrespekten«.

Mike Tyson med Joe Jackson, far til Michael Jackson.
Mike Tyson med Joe Jackson, far til Michael Jackson. Foto: JOHN GURZINSKI
Vis mere

»Han (Michael Jackson, red.) skrev autografer, men kom så over og talte til Don – ikke til mig – og lad mig bare sige det sådan her... Jeg var der for at møde ham,« siger Mike Tyson og fortsætter:

»Så jeg gik hen til ham, men så spurgte han, hvor han kendte mig fra. Han smadrede mit ego, han ødelagde mig.«

Mike Tyson fortæller i podcasten, at han svarede Michael Jackson, at de ikke kendte hinanden, men at han blot var en stor fan af sangeren, hvorefter bokseren tog slukøret hjem.

Mike Tyson fortæller endvidere, at mødet betød, at han hadede Michael Jackson i mange år, men at de to verdensstjerner til sidst blev venner, efter at Michael Jackson inviterede ham på besøg.