»Mike Tramp er hundrede procent.«
Ordene får lov at hænge i luften et kort øjeblik, før Mike Tramp fortsætter.
»Det kan godt være, du kan finde en eller to andre i landet, men ellers er jeg hundrede procent unik der. Det var ikke planen, men når du kigger tilbage, så vil alle, der kender Mike Tramp, sige, at alt blev ofret for musikken. Mor blev ofret. Familien blev ofret.«
Den 60-årige musiker blev danmarksberømt i 1978, da han som en del af ungdomsbandet Mabel vandt Melodi Grand Prix med sangen 'Boom boom' og den legendariske stortromme med hjertet på.
Der var et andet swung over grandprixet dengang, og siden blev Danmark skiftet ud med USA. Teenagepop med heavy rock. Og Mike Trempenau blev til Mike Tramp og turnerede verden rundt til udsolgte stadionkoncerter med navne som Aerosmith, AC/DC og Ozzy Osbourne.
I årevis udlevede Mike Tramp sin ultimative drengedrøm. Men det går som bekendt både op og ned i showbiz, som han påpeger med et skuldertræk. Han har erkendt, at hans status som verdensstjerne ikke kommer igen. Men det er heller ikke så vigtigt for ham.
Når han i år gør comeback på grandprixscenen med sangen 'Everything Is Alright', er det med et håb om at slå sit navn fast herhjemme, hvor 'alle kender Mike Tramp, men ingen kender hans musik', som han siger – men mest af alt er det, fordi han hungrer efter at stå på en scene igen.
»Historien starter med, at jeg i februar sidste år kommer til Danmark,« starter Mike Tramp sin første af mange historier denne eftermiddag.
»Min kone og mine børn er i Indonesien, så jeg lever mellem Danmark og Indonesien. Danmark er min musikalske base, hvor jeg rejser ud i verden fra. Jeg har mine guitarer her og mit vintertøj, som jeg ikke har brug for i Jakarta, hvor der er 30 grader året rundt. Så jeg var på vej på en tre måneders turné. Men så kom 11. marts jo pludselig.«
Mens mange så nedlukningen som en anledning til at hamstre toiletpapir, gik Mike Tramp en anden vej.
»The American way. Op til benzinstationen og fylde min bil op. Det er et instinkt, der siger 'i det mindste kan jeg så bruge den'. Og her er vi så one year later,« siger han med sin tydelige amerikanske accent.
Så du har ikke set din familie i et år?
»Det skal jo så siges, at hvis der er en, der kan klare det, så er det mig. Men det vil ikke sige, at de kan klare det, og det er hårdt, og vi skal virkelig passe på, min kone og jeg,« siger Mike Tramp, der er gift og har to børn med den indonesiske skuespiller Khadijah Azhari.
Uden at uddybe nærmere fortsætter Mike Tramp sin fortælling om turneen. Han skulle have optrådt i Tyskland ved de stort anlagte 'Rock Meets Classic'-koncerter sammen med 80er-legender som Europe-forsangeren Joey Tempest og Dee Snider fra Twisted Sister.
Da den så blev udskudt første gang, valgte Mike Tramp at blive boende på sin brors bondegård på Vestsjælland og se tiden an. Ad flere omgange. Til sidst kom indrejseforbuddene.
»Og før du har set dig om, så kommer der reklamer med juletilbud. Og så siger du where the fuck did that year go?«
Mike Tramp kom lidt let hen over det med konen og børnene.
Men hvordan er det ikke at have set din familie?
»Der er ingen, der forstår det. Fra det sekund, jeg kom med i Mabel og ind i musikbranchen som 15-årig, sagde jeg til min mor: 'Jeg kommer ikke tilbage'. Efter et kort stykke tid accepterede hun, at nu var hendes søn et andet sted. Meget tidligt ofrede man alt for det, man var,« siger Mike Tramp.
Han fortæller om sin elskede morfar, der døde en dag, hvor han havde planer sammen med Mabel. Da han senere skulle begraves, var Mabel også engageret andetsted. Men the show must go on, som Mike Tramp siger.
»Fra det tidspunkt er alt blevet ofret for rock'n'roll.«
Hvordan har familien det med …
»Det er altid forholdet, du refererer til,« afbryder Mike Tramp.
»Du refererer ikke til en ven. Du refererer til forholdet. Det er sådan noget med hjem at spise og 'nu skal I på turné, så hvad nu?'. Da jeg mødte min første kone, som jeg blev gift med efter 11 år sammen.«
Nu kommer der en ny anekdote.
»Hun levede fuldstændigt det liv også. Hun var selv i branchen. Designede tøj og rejste rundt med de store band. Jeg var en grønskolling, så for hende var der ikke noget, der hed juleaften. Der var altid en, der skulle bruge et par læderbukser. The clients come first. Og det gjorde, at vi aldrig var sammen. Vi ses, når vi ses. Det er klart, at det bliver aldrig nogensinde en kernefamilie,« siger Mike Tramp, der i en årrække dannede par med kostumedesigneren Fleur Thiemeyer.
»Når jeg mødes med bandet i øvelokalet – før vi er nået til tredje sang, så har de tjekket deres sms'er fem gange, for, you know, børnene skal hentes, og der skal købes ind på vej hjem. Det er så der, Mike Tramp er hundrede procent.«
Han har misset sin nuværende kones seneste fem fødselsdage. Det samme gælder børnene. Deres fødselsdage ligger i september, oktober og november, som er store turnémåneder.
Hvad siger de til det?
»Jamen, børnene er jo også vokset op i den verden. Min kone er en stor skuespillerinde i Indonesien, så de har været med hende rundt i verden, og vi har sammen været forskellige steder. Det skal ikke betyde, det er det rigtige måde at gøre det på, men det er ikke den første cirkusfamilie, jeg er vokset op med.«
Nu bringer han et nyt minde på banen. Om June Belli, der er ud af en gøglerfamilie, og hendes mand, Peter Belli, der var konferencier på Ronald Festival Tivoli, som Mabel turnerede med i slutfirserne. Deres børn løb rundt blandt cirkusfolkene, og det bliver man hærdet af, fastslår Mike Tramp, inden han springer over i en fortælling om sit venskab med Frank Zappas to sønner Dweezil og Ahmet.
»Vi turnerede på et tidspunkt sammen. Og når du har med sådan nogle at gøre, så kan du se, at de ikke bare kommer fra Enghavevejens Skole, vel? De er robuste på en anden måde og har fået en anden medicin ind. Og det er også sådan, min familie blev,« siger han.
»Jeg håber selvfølgelig, at der stadig er tid til at få nogle gode år. Min datter er 15, min søn er 12. Plus jeg har min ældste søn på 26, der er i Melbourne. Han har været med mig på de sidste tre amerikanske turneer og oplevet ting, som andre ikke får lov at opleve. Han får set, hvor hårdt det er for far. Nogle dage kører vi ti timer om dagen, og så gik det show måske ikke godt, og så skulle far op at skændes med ham i klubben om at få sine penge. Så på en måde lærer de også, at pengene ikke kommer ud af en maskine i væggen. Så skal de først sættes ind.«
Mike Tramp læner sig tilbage.
»Jeg ville ikke ændre noget, hvis jeg kunne,« siger han.
Der er gået en time, siden vi satte os.
Aftalen med pr-bureauet, som står for pressedækningen af melodigrandprixet, var et interview på 45 minutter, så den næste journalist står og tripper.
Mike Tramp tager det dog roligt. Han takker for snakken og vinker smilende den næste hen til bordet med ordene:
»Mike Tramp er ikke under en time.«
