Mie Østergaard Nielsen oplevede andet end sejre ved OL, da hendes venner havde installeret Tinder på hendes telefon. Når 185 cm høje Mie en dag skal finde en kæreste, er højden ikke afgørende – hun behøver ikke gå med stiletter.

1. Svært at være elegant

Jeg havde bestemt ikke vandskræk, da jeg var fire-fem år, hvor mine forældre var med ude at se mig svømme. De har aldrig pacet mig frem, og lysten til at svømme i konkurrencer er kommet helt af sig selv med årene. Som jeg har sagt før: Jeg er mere elegant i vandet, end jeg er på land. Det er rigtigt, at jeg er 185 cm høj, og jo længere lemmer man har, desto sværere er det at være elegant. I dag kan jeg godt li’ min højde, men det har jeg ikke altid kunnet. Da jeg gik i skole, var jeg et hoved højere end alle andre, stort set. Det var først da jeg kom i 2. g. at der kom en i klassen, der var højere end mig – og det var jeg glad for.

2. Nærmest to personligheder

Jeg er vokset op i Nørresundby i Nordjylland og var som barn meget tilbageholdende og genert, men lige så snart jeg følte mig tryg ved personer, åbnede jeg mig og var et helt andet barn. Så jeg havde nærmest to personligheder. I skolen sad jeg som regel på bagerste række og rakte hånden op stille og roligt. Jeg var ikke hende, der havde det sejeste tøj og var med på moden. Jeg var meget mere praktisk, ville hellere hygge mig med de ting, jeg lavede, i stedet for at få en masse ting. Sådan er jeg også i dag, meget tilbageholdende over for de personer, jeg ikke kender. På billedet er jeg den mindste, og jeg står sammen med min søster og kusine. Vi var i Florida, hvor min gudmor bor. Det er et sted, vi har været vilde med, siden jeg var halvandet år. Mine forældre har begge studeret derovre, og for os er det som et andet hjem. Der er stille og roligt, og der er en lækker strand, varmt og forlystelsesparker overalt.

3. Lettere med de andre svømmere

Jeg glædede mig meget til at komme i Skansevejen Skole – der havde jeg styr på mine ting og lavede lektier. Jeg kunne li’ at blive udfordret, og at der var en dagsorden, så man ikke bare dalrede rundt, som man gjorde i børnehaven. De første år i skolen var vi alle meget lige, men i de lidt ældre klasser ændrede det sig, de andre piger talte hellere om modetøj og makeup, og det var ikke noget, jeg gjorde mig i, jeg gik mere op i min sport. De andre kunne ikke forstå, at jeg ikke havde tid til at være sammen med dem, og at jeg skulle svømme hele tiden. Men livet var lettere, når jeg var sammen med de andre svømmere, for vi havde samme interesser.

4. Svømmede før skole

I 2010, da jeg var 13 år, svømmede jeg under EM-krav og kunne altså være kommet med, hvis ikke det var fordi, jeg var under aldersgrænsen på 14 år. Det kan jeg godt forstå, for jeg var slet ikke mentalt klar til at tage af sted, da jeg var 13. Da jeg var 14, blev jeg udtaget til VM, og det var jo helt vanvittigt. Mine dage begyndte ofte med, at jeg stod op klokken fem, hoppede i vandet klokken seks og trænede, til jeg skulle i skole klokken otte. Efter skole trænede jeg igen og lavede lektier, og somme tider trænede jeg også klokken 19-21 om aftenen – og så var det direkte i seng bagefter. Med hensyn til mad, har jeg aldrig været den mest seriøse, jeg kan f.eks. ikke li’ æg og har aldrig taget proteinpulver. Jeg tror mere på, at man skal spise, hvad man har lyst til – men selvfølgelig ikke en hel plade chokolade lige før træning.

5. Stolt af min far

Min mor og far – Benny og Lone sidder til højre på billedet fra Florida. Min mor er børnehaveklasselærer på Vodskov Skole, og min far er politimand, og det var han også, da jeg var barn. Det var jo megafedt, at far var politimand og kunne tage os med på politigården – jeg var meget stolt dengang, men i dag er jeg måske lidt mere cool med det.

Blæst igennem på motorcyklen 6. Jeg har altid elsket at køre ture med min far bagpå hans motorcykel, og vi kørte rundt omkring i Nordjylland ude ved markerne, i skoven, til Limfjorden eller til stranden. Når jeg selv stopper med at svømme, regner jeg med at skulle tage et motorcykelkørekort. Det lækre ved at køre motorcykel er, i modsætning til at køre bil, at man bliver blæst igennem og får luft.
Blæst igennem på motorcyklen 6. Jeg har altid elsket at køre ture med min far bagpå hans motorcykel, og vi kørte rundt omkring i Nordjylland ude ved markerne, i skoven, til Limfjorden eller til stranden. Når jeg selv stopper med at svømme, regner jeg med at skulle tage et motorcykelkørekort. Det lækre ved at køre motorcykel er, i modsætning til at køre bil, at man bliver blæst igennem og får luft.
Vis mere

6. Blæst igennem på motorcyklen

Jeg har altid elsket at køre ture med min far bagpå hans motorcykel, og vi kørte rundt omkring i Nordjylland ude ved markerne, i skoven, til Limfjorden eller til stranden. Når jeg selv stopper med at svømme, regner jeg med at skulle tage et motorcykelkørekort. Det lækre ved at køre motorcykel er, i modsætning til at køre bil, at man bliver blæst igennem og får luft.

7. Sjov og slåskampe

Her er det mig og min storesøster Anne, vi er i Florida. Hun er fem år ældre og læser i dag til sosuassistent. Vi havde det først og fremmest sjovt sammen som søstre, selvom vi jo ikke havde de samme venner, men vi har også haft vores slåskampe med råben og skrigen og sparken. Ligesom hvis vi var to brødre, sådan er søskende jo.

8. Aldrig med til festerne

Det er lidt over et år siden, jeg blev student. Jeg kom i en god klasse, hvor de var meget forstående og søde overfor, at jeg ikke var der så tit, fordi jeg enten var til stævner eller trænede. Mine yndlingsfag var matematik, fysik og bioteknologi. Jeg har aldrig været til de sproglige fag og var i øvrigt næsten ikke med til nogen fester. Jeg fik gode karakterer, men også mindre gode – jeg snakker ikke med andre om, hvad mit snit er. Jeg kom ind på mit drømmestudie. Det har aldrig været mit mål at få høje karakter, kun at jeg ville gøre mit bedste. Jeg er lige begyndt på universitetet, så det er ikke længere en fuldtidsbeskæftigelse at svømme. Jeg læser medicin med industriel specialisering på AAU, og det kan f.eks. føre, til at man kan blive forsker inden for medicinalverdenen. På billedet to gode venner, som også er svømmere – Kristoffer og Line.

9. Elsker holdsport

Hvis jeg skal nævne et højdepunkt indtil nu, er det nok at få bronze til OL, men der har også været mange små kampe op til. Mange små øjeblikke, hvor jeg har tænkt: Nu gjorde jeg det. De medaljer havde vi kæmpet for i så mange år og mod alle nationer i verden – det var fedt at gøre sammen med Jeanette Ottesen, Pernille Blume og Rikke Møller, som jeg har kendt de sidste fem år. Det var en helt speciel følelse, og bagefter tog vi da på druktur. Når det er sidste aften, er der fest for svømmerne, og der kan vi godt blive svimle. Det skal jo fejres, ligesom når drengene vinder i fodbold. Hvorfor skulle det være underligt, at piger gør det efter fire års træning? Jeg kan nok bedst li’ holdsport i forhold til individuel, for jeg elsker klart at stå med tøserne og være med dem. Men jeg kan også li at svømme for mig selv. På et hold kan man blive irriteret på andre, hvis en anden fejler, men man ved jo, at personen har gjort alt, hvad hun kan. Medmindre hun kommer op og slet ikke er forpustet, så kan man blive irriteret. Jeg skulle have været til VM i sommer, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke var klar til at stå på en stor scene igen, jeg havde brug for at holde fri. Og der er jo tre år til OL, så jeg valgte at holde sommerferie og var med min mor på Cypern. Hvis alt i ens liv kun handler om svømning, har man ikke noget andet at falde tilbage på, og derfor jeg er startet på universitetet. For jeg synes også der er andre ting, der er vigtige. Når det ikke går godt for én som svømmer, bliver man ked af det og ryger helt ned i kulkælderen, men nu, hvor jeg laver andre ting, kan jeg sige: Jamen, det er jo bare en lille del af den, jeg er, og det, jeg laver, og det er rart. I 2020 er jeg parat til OL i Tokyo.

10. Ufrivilligt på Tinder

Nogle af mine venner morede sig for nogle år siden med at sætte Tinder (en datingapp) ind på min mobiltelefon. Dengang havde jeg en kæreste, så ingen var i tvivl om, at det var for sjov. Da jeg var til OL, var der en af mine venner, der aktiverede Tinder for at se, hvem man kunne finde i nærheden. Pludselig dukkede der en brasiliansk journalist op. Han kom hen til mig og spurgte, om vi skulle ha’ en kop kaffe. Men der måtte jeg skuffe ham. Jeg har aldrig brugt Tinder. Apropos det med fyre kunne man tro, at jeg kun var interesseret i nogen, der var højere end mig selv, Men jeg er ret ligeglad med, hvor høje de er, personen kommer altid i første række. Højden er en mindre detalje, hvis han er lavere, må jeg jo bare lade være med at gå med høje hæle. Men det kunne da også være rart med en høj kæreste, så kunne jeg tage’ stiletter på en gang imellem.Billedet er fra dagen før OL indledtes.