For knap tre uger siden meddelte skuespilleren Lai Yde, at hans kæreste er gravid. Det er kun små 11 måneder siden, at han blev skilt fra danseren Mie Moltke, der havde det svært, da hun fik overbragt nyheden om, at deres fælles søn Mio skal være storebror.

Det fortalte hun tirsdag i 'Go aften Danmark' og understregede, at det ikke handler om jalousi. Det handler blot om, at det for hende er underligt, at hendes søn skal være storebror til et barn, hun ikke er mor til.

Og det var mærkeligt for hende at se Lai Ydes status-opdatering, da han med stolthed fortalte, han skulle være far igen:

»Det er bare røvsvært for at sige det ligeud. Det gør ondt i samme pakke af, man tænker 'shit, det er virkeligt'. Tænk, det er virkeligt, at jeg er skilt, og mit barn skal være storebror, og jeg er ikke moren og alle de der ting. De følelser og at skulle være ærlig omkring det, det gør ondt. Det handler jo ikke om, at det ikke er godt for Lai, og det er mega godt for Mio. Han glæder sig jo,« lød det fra Mie Moltke, der valgte at tale ærligt om situationen, fordi mange har spurgt ind til, hvordan hun har det.

Mie Moltke og Lai Yde mødte hinanden, da de blev sat sammen i TV 2-programmet 'Vild med dans' i 2007. Der var hurtigt amoriner i luften mellem dem, og efter et par uger indrømmede de, at de også dannede par udenfor dansegulvet.

I december 2011 blev de forældre til sønnen Mio, og året efter blev de gift som det første danske 'Vild med dans'-par .

Kærligheden mellem dem holdt dog ikke, og i november 2015 blev de skilt efter at have holdt en pause på nogle måneder. Begge parter har tidligere fortalt, at skilsmissen var udramatisk, og Lai Yde sendte endda en kærlighedserklæring til Mie Moltke på sin Facebook-profil, da bruddet var blevet offentliggjort.

Her fortalte Lai Yde om alle de ting, han og Mie Moltke nåede at opleve sammen. Han skrev blandt andet: 'Men to ting slap vi aldrig ud af syne: Mio og vores personlige udvikling', hvor sidstnævnte var årsagen til, at parret gik fra hinanden.

Og nu skal fire-årige Mio altså være storebror. En nyhed han, ifølge Lai Yde, reagerede meget positivt på, da han fik det at vide for tre uger siden:

»Hans far blev meget lettet over at se hans store stolte smil brede sig fra øre til øre... Jeg var ekstremt spændt på hvordan han ville reagere - da alt er gået så ufattelig stærkt! Også for mig - men lige nu ligger der en sund lille baby i Mariekes mave,« lød det på den kommende fars Facebook-profil.