Danseren Mie Moltke har kæmpet med præstationsangst igennem en stor del af sit professionelle liv, men sidste år oplevede hun en ny form udgave af angsten.

En ny form for angst, som gjorde det umuligt for hende at arbejde videre.

»2019 var fyldt med præstationsangst, som jeg egentlig altid har døjet med, men sidste år kom angsten i en ny forklædning. Tidligere har jeg kunnet dulme præstationsangsten og higen efter at gøre det perfekte med spiseforstyrrelser og kontrol, men jeg havde ikke så mange dulmeting tilbage,« starter danseren med at forklare over for Billed-Bladet, hvor hun uddyber:

»Så midt i en zumbatime, hvor jeg underviste, måtte jeg stoppe. Jeg fik det fysisk dårligt og kunne næsten ikke trække vejret. Jeg ønskede at sidde i et hjørne i fred med min præstationsangst, men jeg stod foran 50 damer. Jeg måtte åbent sige, at timen var aflyst, fordi jeg havde angst, og det var lærerigt for alle, nemlig at det er o.k. at sige fra.«

Hun har tidligere fortalt til B.T., at hvordan det at være en del af en meget præstationspræget danseverden har gjort, at hun har kæmpet med sit selvbillede.

»Siden jeg var 13-14 år, har jeg syntes, at jeg var for tyk. Jeg begyndte på slankekure og kan huske, at jeg sagde, det bare lige var, indtil jeg have fået styr på vægten. Eller bare lige til efter jul,« husker Mie Moltke om tiden, hvor hun var godt på vej ind i konkurrencedansen.

Hun fortæller, hvordan hun hele tiden var på kanten af en spiseforstyrrelse og hele tiden brugte forskellige kure til at holde sin vægt nede.

At det ikke udviklede sig værre, end det gjorde, tilskriver Moltke sin familie.

I dag har den 38-årige danser gang i nye ting i sin karriere.

Hun har lavet et FeminineFlow-koncept med fokus på krop og bevægelse.

Over for Billed-bladet fortæller hun, at hun i sin nye lejlighed, som hun deler med sin otteårige søn, føler sig hjemme – både i lejligheden, men også i livet.

Mie Moltke har tidligere været gift med skuespiller Lai Yde, som hun dansede sammen med i 'Vild med dans'. Det er med ham, hun har sin søn.