Den dengang 9-årige Micki Cheng blev forskånet for det værste, da hans far slog hans mors kæreste ihjel og brændte ham på en strand i Blokhus.
Derfor er den i dag er 30-årige 'Bagedyst'-stjerne rimelig afklaret med den voldsomme episode, som han ikke vil tillade overtager hans liv.
Han har dog stadig nogle ubesvarede spørgsmål her flere år efter.
Det siger han til B.T. i forbindelse med onsdagens udgave af 'Til middag hos', hvor han fortæller sine middagsgæster om drabet, der fandt sted kort tid efter, at hans forældre var blevet skilt.

»Min mors nye kæreste, han var ikke en god fyr. Min mor tog en tur til Vietnam efter skilsmissen for lige at komme væk fra det hele, og min mors veninde passede på os,« siger Micki Cheng i TV3-programmet.
Det fik moderens kæreste til at true med at gøre noget ved Micki Cheng og hans lillesøster, hvis ikke veninden fortalte, hvor moderen var.
Micki Cheng og hans lillesøster var i SFO, da de fik at vide af pædagogerne, at de skulle pakke deres tasker og gå hen til faderens grillbar 500 meter væk, hvor han tog imod dem - ti minutter inden, at moderens kæreste dukkede op i SFO'en. Og så var det egentlig det.
»Så er der pludselig en, der er død, og min far sidder i fængsel,« husker Micki Cheng, der efter eget udsagn blev skånet midt i tragedien.
Han fik ikke særlig meget at vide. Og der var heller ikke nogen, der satte sig ned og spurgte, hvad han tænke og følte om det hele.
»I asiatiske familier taler man ikke om sådan nogle ting. Så det var noget, der skulle læge over tid,« siger han til B.T.
»Jeg er sikker på, at min mor, moster og bedsteforælde har gjort alt hvad de kunne for at skåne børnene. Og det er de lykkedes med. Men som barn og ungt menneske har man jo altid spørgsmål; hvorfor, hvordan... hvorfor? Men nu er der gået så lang tid, at jeg har fundet fred med det.«
Dog ikke mere end, at der er et gammelt tv-program, han brændende ønsker sig at opstøve.

Et par år efter drabet lavede den daværende kanal TV Danmark nemlig en programrække om danske mordsager, hvor Micki Chengs fars sag blev taget op. Hans mor ønskede dog at beskytte sin teenagesøn og forbød ham at se den og gennemleve det én gang til, fortæller Micki Cheng.
»Det var jeg ret sur over dengang. Og jeg vil stadig sindssygt gerne se den. Når der sker noget så traumatisk og voldsomt, og det bare sker, så føler man lidt: 'Kan jeg måske få svar andre steder?'« siger Micki Cheng, der uden held har ledt efter udsendelsen.
Da Micki Cheng stod midt i sit folkelige gennembrud som deltager i 'Den store Bagedyst' i 2015, kom det som et stort og ubelejligt chok for ham, da Ekstra Bladet tog den gamle sag op og smækkede den på forsiden. Dengang var han ikke klar til at blive ansigtet på sin fars gamle sag.
Men i dag er det blevet nemmere at tale om. Fordi han føler, han kan bruge det konstruktivt.
»Jeg vil vise folk ude i verden, at selvom du gennemgår noget så forfærdeligt og traumatisk, så kan du faktisk godt komme over på den anden side. Der er så mange, der siger, at de har haft en dårlig barndom, og derfor er de, hvor de er i dag. Det er bullshit. Har du viljen til at komme videre, så skal du nok komme videre.«
Micki Cheng og hans far nåede at genopbygge et supergodt forhold, inden faderen døde for to år siden.
Det samme gjorde hans forældre, fortæller han. Hans mor besøgte sin eksmand i fængslet, og efterfølgende talte de sammen og fik det til at fungere.
»Men jeg tvivler på, hun har haft det særlig godt med det.«