14 mio. kroner.

Så stor er Mick Øgendahls formue. Optjent på komikerarbejde, film og fra royalties. Det skriver Erhvervsbladet, der har gennemgået den populære komikers seneste regnskaber fra 2010.

I alt blev 2010 et pragtår for falstringen med gummiansigtet. Med et sammenlagt overskud på lige over 6 mio. kroner fra Øgendahls tre selskaber, melder komikeren sig helt ind i superligaen af danske showmen.

Det er navnligt one-man-showet ”Propaganda”, der tegner sig for den største del af overskuddet. Det er sikret i selskabet 4M’s Aps, hvor det i alt blev til 5,6 mio. i overskud.

Af den sum har Mick Øgendahl valgt at udbetale størstedelen - nemlig 5 mio. - som udbytte.

Anderledes ”skidt” står det til i Mick Øgendahls selskab Lowland Fallstar Aps, som i 2010 ”kun” kunne diske op med et overskud på 540.801 kroner. Året før var det imidlertid blevet til 2,1 mio.

Lowland Fallstar, der står for spillefilm, komedie-serier og royalties fra tidligere producerede shows, har til gengæld en sund egenkapital på over 8 mio. kroner, hvoraf Øgendahl snupper de fire af dem i udbytte.

Dermed har ”Tak for i aften”-bagmanden sikret sig et samlet udbytte fra 2010 på ikke mindre end 9 mio. kroner.

Øgendahls moderselskab, Underholdning Aps, har nemlig samlet regnskaberne for de to andre selskaber og viser altså et samlet overskud på 6,1 mio. Herudover har Underholdning Aps også opgjort, hvad den 38-årige kendis har skrabet til sig i sin mere end 10 år lange karriere. Og pengetanken indeholder ifølge Erhvervsbladet i alt 14 mio. kroner.

Til sammenligning hev succes-makkerne Casper Christensen og Frank Hvam ”blot” lidt over én mio. ud hver fra Ja-Hatten ApS sidste år. Selskabet står for indtjeningen på bl.a. Klovn-filmen. Og overskuddet fra denne ventes at blive væsentligt større i 2011, hvor bl.a. DVD-salget vil indgå.