Tirsdag aften talte Michelle Obama foran 11.000 publikummere i Royal Arena i København, hvor hun blandt andet fortalte om forskellige kulinariske oplevelser, hun har haft i Danmark.

Hun afslørede også, at hun fik en helt særlig menu aftenen inden sit show i den danske hovedstad.

Der var nemlig sørget for, at hun fik serveret tacos fra den populære københavnske tacos-restaurant Sanchez, da hun ankom til Hotel D'Angleterre midt i København.

»Det var de bedste tacos,« udbrød Michelle Obama, som også fik lidt at drikke til sit måltid.

Michelle Obama talte foran 11.000 mennesker i Royal Arena tirsdag.
Michelle Obama talte foran 11.000 mennesker i Royal Arena tirsdag. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Der var tequila, det hjalp også,« grinede den tidligere førstedame, mens salen samtidig brød ud i latter.

Selvom menuen bestående af tequila og tacos i den grad gjorde indtryk, så er det dog ikke den middag, der står tilbage som den bedste, Michelle Obama har fået i Danmark. Den nød hun nemlig med den danske royale familie.

»Jeg har tidligere været i Danmark, hvor jeg spiste frokost med den royale familie,« fortalte Michelle Obama.

»Ja, altså ikke for at namedroppe,« tilføjede den tidligere præsidentfrue til stor morskab for publikum.

Michelle Obama fortalte videre, hvordan den frokost, som hun dog ikke definerede nærmere, har været det bedste måltid, hun har fået i Danmark.

Fra scenen fortalte Michelle Obama desuden, at hun forlader København igen tirsdag aften, da hun skal optræde i Sverige onsdag.

København var første europæiske stop på den tidligere førstedames bogturné, 'An intimate conversation with Michelle Obama', der tager udgangspunkt i hendes bestseller 'Becoming'.

Bogen har solgt mere end 10 millioner eksemplarer på verdensplan.