Det tærer ikke kun på krop og sind at være i fertilitetsbehandling.

Også bankkontoen lider under de mange lægebesøg, fortæller Michelle Kristensen i DR-podcasten 'Du kender typen'.

»Det er så dyrt. Vi er gudskelov to, men jeg har også veninder, der er helt alene, og jeg synes, det er voldsomt, at der ikke er en eller anden solorabat, ligesom man kan få studierabat. For det er virkelig dyrt,« siger den 38-årige ernæringsekspert og tidligere 'Vild med dans'-deltager.

Sammen med kæresten Pernille Wass har Michelle Kristensen i to år kæmpet for at blive mor.

Og de mange behandlinger er løbet op i knap 200.000 kroner, afslører hun i podcasten, hvor 'Kender du typen'-ekspert Anne Glad hver uge gennemgår en kendt danskers kontoudtog.

De mange penge er brugt på et årligt depositum til fertilitetsklinikken, samt på alt fra medicin, behandlinger, sædstrå og sågar fragten af disse sædstrå, som alene beløber sig på 1117 kroner, fortæller Michelle Kristensen.

Som ufrivilligt barnløs kan man få tre behandlinger i det offentlige sundhedssystem. Men ventelisten kan være lang, og da Michelle Kristensen som 36-årig fik tjekket sin fertilitet hos lægen og fandt ud af, at det var ved at være sidste udkald, besluttede hun sig for at opsøge en privatklinik.

Her har hun fået sat æg op otte gange, taget æg ud tre gange og haft to graviditeter. Ulykkeligvis stoppede hjertelyden første gang i uge ni, mens hun anden gang nåede at være hele 14 uger henne, før det viste sig, at fostret var så sygt, at hun i april i år blev opfordret til at afbryde graviditeten.

Michelle Kristensens fertilitetsbehandling har ikke kun tæret på hendes krop, men også hendes bankkonto.
Michelle Kristensens fertilitetsbehandling har ikke kun tæret på hendes krop, men også hendes bankkonto. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Og det er bare skideuheldigt. Der er ikke så meget andet at sige,« siger Michelle Kristensen, der trods de både fysisk, mentalt og økonomisk udmattende behandlinger, stadig kæmper for at blive mor.

Faktisk så meget, at hun har set sig nødsaget til at lave en aftale med sin fertilitetslæge.

»Jeg er på den bedste klinik, hvor de efterhånden kender mig rigtig godt, så jeg har bedt ham sige til, når han ikke længere tror på det. Så siger jeg: 'Okay, så stopper vi'. For mit eget bedste. For jeg er jo en voldsom udholdenhedstype, der kan blive ved og ved,« siger sundhedsguruen.

Michelle Kristensen har siden 2020 dannet par med forlagsredaktøren Pernille Wass og blev i samme forbindelse bonusmor til Laurits, der i dag er fem år.