Den seneste uges hårde kritik af Ilse Jacobsen, hvor ansatte i hendes virksomhed har beskrevet hende som hidsig, grov og uempatisk, er en hetz. Det mener Morten Krogholm, køkkenchef på Michelin-restauranten Kokkeriet og tidligere ansat hos Ilse Jacobsen.

»Det er noget svineri. Ren jantelov,« siger Morten Krogholm til B.T.

Han var med til at starte restauranten i Kurbadet by Ilse Jacobsen i Hornbæk, hvor han var i tre år, før han tog til København og blev ansat på Michelin-restauranten Kokkeriet.

»Jeg havde tre gode sæsoner deroppe. Jeg kender hende som et sødt og kærligt væsen,« siger Morten Krogholm, der har været rystet over at se kritikken af Ilse Jacobsen:

Morten Krogholm mener, at kritikken af Ilse Jacobsen er en hetz.
Morten Krogholm mener, at kritikken af Ilse Jacobsen er en hetz.

»Hun er i en mandsdomineret verden og har bygget en forretning op fra bunden. Selvfølgelig har hun altid været hård og kontant – det er hun nødt til. Det er del af hendes succes at være en bulldozer. Hun slår hårdt ned på fejl. Men sådan er det altså at være i den verden og arbejde på det niveau,« siger Morten Krogholm.

Kritikken af Ilse Jacobsen startede, da Berlingske i en artikel beskrev, hvordan arbejdsmiljøet hos Ilse Jacobsen er forpestet, på baggrund af samtaler med 40 nuværende og tidligere ansatte.

Siden er det kommet frem, at Ilse Jacobsen også har flere fagforeningssager på halsen, ligesom bestyrelsesformanden i virksomheden har erkendt, at ledelsesstilen ikke har været tilfredsstillende.

Kritikken har blandt andet ført til, at gummistøvledronningen har trukket sig fra DR-programmet 'Løvens hule'. Og det gør Morten Krogholm sur.

Ilse Jacobsen fotograferet i sit kurbad Kurbad by Ilse Jacobsen tirsdag den 16. juni 2015.
Ilse Jacobsen fotograferet i sit kurbad Kurbad by Ilse Jacobsen tirsdag den 16. juni 2015. Mathias Løvgreen Bojesen

»Min oplevelse er, at det her handler om unge designere, der kommer ind og tror, at de skal være den nye Louis Vuitton. Så står der en voksen dame og siger til dem: 'Hvad er det for noget lort, du har lavet her? Det er ubrugeligt'. Det er en hård tone, når man kommer fra en curlingfamilie, men sådan er det, når man arbejder på topniveau,« siger Morten Krogholm.

Han forstår godt hendes facon.

»Det kan have store konsekvenser, hvis en designer laver en tegnefejl på en sko eller kjole, og det gør Ilse sur og vred. Det er hendes livsværk, og det kan have store konsekvenser. Der er mange, der ikke kan tåle mosten. De vælger så at svine hende til nu og hive gamle sager frem for at ramme hende,« mener Morten Krogholm.

Han har været 'ked af' at se Ilse Jacobsen få så hård kritik – både i traditionelle medier og på sociale medier.

Ilse Jacobsen fotograferet i sit kurbad Kurbad by Ilse Jacobsen tirsdag den 16. juni 2015. Ilse bruger sit kurbad som led i kampen mod sin gigt.
Ilse Jacobsen fotograferet i sit kurbad Kurbad by Ilse Jacobsen tirsdag den 16. juni 2015. Ilse bruger sit kurbad som led i kampen mod sin gigt. Mathias Løvgreen Bojesen

»Folk tør jo alt på sociale medier. Så sidder de hjemme foran computeren i deres småborgerlige hjem og drikker rødvin fra Netto og sviner hende til,« siger han og fortsætter:

»Når de så møder hende, er de pludselig bedste venner. Der er flere af dem, som har kritiseret hende, som smiler og lader som ingenting, når de møder hende,« siger Morten Krogholm.

Han fortæller, at han har været i kontakt med Ilse Jacobsens mand for at tilbyde sin støtte.

»Hun har hjulpet mig, jeg har hjulpet hende. Det påvirker mig da at se en god ven og bekendt blive svinet til på den her måde,« siger Morten Krogholm.