»Tag afsted, skat.« Det var det sidste, hun sagde til sin datter. Og hun gjorde det. Datteren. Tog afsted. Uden at vide, at det blev sidste gang, de sås.

»Så det er klart, at det, der skete for tre år siden, altid vil være indprentet i mig,« siger Michèle Bellaiche. Med en skygge af sorg over de ellers altid smilende brune øjne.

For mindet om at miste sin mor på netop den aften, der betød så meget for dem begge, forlader hende aldrig. Og i disse dage er det igen i hendes tanker.

Søndag er det nemlig den aften igen. Oscar-aftenen. Den aften, hvor den populære tv-vært sidder ved roret i TV 2s festpyntede studie for at guide seerne gennem nattens prisuddeling.

Som altid glæder Michèle Bellaiche sig til at guide TV 2-seerne gennem Oscar-natten. Selvom det også kalder hårde minder frem.
Som altid glæder Michèle Bellaiche sig til at guide TV 2-seerne gennem Oscar-natten. Selvom det også kalder hårde minder frem. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

En værtsrolle, hun har haft de seneste fem år. Og elsker.

Begejstringen pibler da også ud af hende, når hun fortæller om forberedelserne til den store aften. Om festkjole og champagne. Om at holde sig vågen med energidrikken Red Bull i champagneglasset. Om udfordringer og om spændingen netop i år.

»Det er bare sjovere at dække Oscar, når der er danske vinderchancer. Så med fire nomineringer i år bliver det noget helt særligt,« siger hun helt glad om det, der vil være den helt store overraskelse i år.

Men i 2018 var overraskelsen en helt anden.

Der mistede hun ikke alene sin mor, men også det menneske, der gav hende kærlighed til film.

At dansk film i dag står så skarpt på verdenskortet, spiller netop hendes mor nemlig en vigtig rolle i.

Lissy Bellaiche var i en årrække festivalchef på Det Danske Filminstitut. Her er hun fotograferet på Croisetten i Cannes under filmfestivalen.
Lissy Bellaiche var i en årrække festivalchef på Det Danske Filminstitut. Her er hun fotograferet på Croisetten i Cannes under filmfestivalen. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

Som festivalchef på Det Danske Filminstitut var det Lissy Bellaiche og hendes utrættelige kamp for at markedsføre danske film ude i den store verden, der i 1980erne banede vejen og adgangen til nogle af de største filmfestivaler for blandt andre Lars von Trier.

Derfor blev hendes datter Michèle fra barnsben da også flasket op med film, ligesom filmfolk fra hele verden ofte var gæster i barndomshjemmet syd for København.

»Så film har altid været en vigtig kulturel del af mit liv,« siger Michèle Bellaiche og mindes de mange gange, hvor hun var med sin mor på blandt andet filmfestivalen i Cannes og dermed havde fri adgang til den røde løber og alle gallapremiererne.

Arkivfoto af Michèle Bellaiche, hendes datter Josephine og moderen Lissy.
Arkivfoto af Michèle Bellaiche, hendes datter Josephine og moderen Lissy. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

At hun så selv havde mere blik for den franske tv-station Canals livedækning af festivalen, end hvad der foregik på den røde løber, er så en anden sag.

»Der kunne jeg stå i timevis med store øjne. Jeg var sjovt nok mere draget af tv og livesending end af film,« griner Michèle Bellaiche, hvis fascination altså blev hendes levevej. Og nu har været det i 25 år.

Men netop hendes dækning af Oscar-uddelingen knyttede et helt særligt bånd mellem mor og datter. Og 2018 var ingen undtagelse. Ikke mindst fordi Michèle Bellaiche godt vidste, at det kunne blive sidste gang.

Hendes mor var syg af kræft. Faktisk dødeligt syg.

Beroliget af familiens læge besluttede Michèle Bellaiche at gennemføre jobbet som vært på årets show, men tilbragte hele dagen, før hun skulle i studiet, sammen med sin mor.

»Vi lå i sengen og kiggede på billeder og mindedes de tre gange, hun selv var til Oscar-uddeling i Hollywood med Gabriel Axel, Bille August og Kaspar Rostrup. Det var superfedt,« smiler hun ved mindet og fortsætter:

»Jeg fortalte, at jeg havde det dårligt med at skulle på arbejde og være i studiet hele natten. Men så sagde hun: 'Du skal tage afsted, skat. For når du sidder der i studiet hele natten og sender Oscar, så er det, som om jeg er med og er tættere på det, der har været hele mit liv.' Nemlig film. Og det var det sidste, hun sagde.«

»Så det gjorde jeg. Og nu – set i bakspejlet – tænker jeg: 'Selvfølgelig dør hun på Oscar-natten.' Det er enormt sørgeligt, men nu, hvor jeg har fået det på afstand, kan jeg også se, at der er noget meget smukt over, at hun lige præcis skulle dø på Oscar-natten,« siger Michèle Bellaiche.

I dag kan hun fortælle om det med et kærligt smil. Men hun husker stadig chokket, der ramte hende, da hun efter mange timers livesending atter tændte sin mobiltelefon og som det første fik beskeden fra sin far om, at moderen var død.

»Jeg faldt stort set sammen og kan huske, at Ellen Hillingsø og vores makeupartist nærmest greb mig,« mindes Michèle Bellaiche.

På forunderlig vis fik hun hanket op i sig selv og ilede til Solrød, hvor familien allerede sad sammen med bedemanden.

»Han må have syntes, at det var meget mærkeligt, da jeg trådte ind i stuen nærmest i galladress med fuld makeup og mascaraen hængende ned ad kinderne.«

Netop Oscar-uddelingen skabte et helt særligt forhold mellem Michèle Bellaiche og hendes mor. Og det er en af grundene til, at hun elsker at dække den.
Netop Oscar-uddelingen skabte et helt særligt forhold mellem Michèle Bellaiche og hendes mor. Og det er en af grundene til, at hun elsker at dække den. Foto: TV 2
Vis mere

Hun smiler. Men kort. Gribes af sorgen over det, der blev hendes mors sidste Oscar-aften.

»Nu sidder det heldigvis kun som et minde, men at dække Oscar-showet året efter var sgu lidt svært,« erkender hun og er trods alt dybt taknemmelig for, at hendes mor fik så nådig en død. Og at hun fik den, inden sygdommen for alvor fik bugt med den, hun var.

»Det var svært at miste hende. Men på en måde også en lettelse, at hun ikke nåede at blive mere syg og lå med mange smerter. For det gør jo, at jeg stadig kan huske min mor, som hun var,« siger Michèle Bellaiche og har fundet smilet frem igen ved mindet om, hvordan hun og hendes søster sørgede for, at deres mor blev sendt ordentlig afsted på sin sidste rejse.

»Lige til det sidste betød det meget for hende, at hun ikke så syg ud. Så det allersidste, vi gjorde, var at ordne hendes hår, sminke hende og give hende rød læbestift på. Jeg tror, at hun har været et af de smukkeste mennesker i en kiste.«

Selvom sorgen over at miste sin mor stadig sidder i hende, er Michèle Bellaiche også lettet over, at moderen fik så nådig en død.
Selvom sorgen over at miste sin mor stadig sidder i hende, er Michèle Bellaiche også lettet over, at moderen fik så nådig en død. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Sorgen over at miste har fundet sin plads inde i den populære 48-årige vært. Men at hendes tanker alligevel vil gå til mor Lissy, når hun søndag aften igen sætter sig til rette i TV 2s festpyntede Oscar-studie, er hun ikke i tvivl om.

»Det, jeg savner allermest, er hendes gode humør og evige opbakning. Og lige nu, hvor jeg skal lave Oscar-show, vil hun være den, jeg savner allermest, når jeg er færdig. For uanset hvor søde chefer, kolleger, veninder, søster og far er til at sige: 'Nej, hvor gik det godt,' så er det bare ikke det samme som min mor og hendes begejstring,« siger Michèle Bellaiche med et kærligt smil i de brune øjne.

Du kan følge den store Oscar-uddeling live på bt.dk fra klokken 23.30 søndag aften og hele natten igennem.