Alex Thelander sidder midt i det mørke lokale på en stol. Bliver konfronteret af én af de mange kvinder, han har krænket.
I baggrunden ses scenen, som de fleste comedyelskere med det samme vil genkende.
Komiker Alex Thelander fortæller i 'Alex undskylder dick pics', hvordan han et utal af gange har sendt uønskede billeder af sin penis til kvinder. Comedyklubben Comedy Zoo lægger lokaler til nogle af optagelserne i programmet.
Og det var der da også givet tilladelse til. For hos Comedy Zoo vil man gerne hjælpe, lyder det.
Men ikke med den slags. Havde man kendt det fulde omfang af den fortælling, der fremlægges i dokumentaren, havde man sagt nej. Rungende nej.
På Twitter skriver medejer af Comedy Zoo Michael Schøt således:
'Det er lykkedes dem at krænke Comedy Zoo i processen ved simpelthen at lyve om, hvad de lånte lokalet til, og i øvrigt bruger de vores varemærke uden tilladelse. Det er ekstremt dårlig presseetik.'
'Jeg er rasende,' tilføjer han.
Til B.T. oplyser han, at han for nuværende ikke ønsker at stille op til interview, men B.T. har fået lov til at citere et internt opslag sendt ud til komikere tilknyttet Comedy Zoo.
Heri opridser man fem kritikpunkter omhandlende TV 2. De lyder sådan:
TV 2 valgte bevidst ikke at informere os om, at det handlede om krænkelser.
TV 2 valgte bevidst ikke at informere os om, at Alex skulle undskylde til en tidligere Comedy Zoo Aarhus-ansat.
TV 2 valgte bevidst ikke at informere os om, at Alex skulle interviewe en mistænkt pædofil i vores lokaler.
TV 2 valgte bevidst ikke at informere os om, at de ville bruge vores varemærke i de pågældende billeder.
Vi er ikke blevet bedt om at godkende noget, der indeholder vores varemærke.
Hos TV 2 kan man dog ikke helt genkende dette billede.
»Vi har skrevet en mail til Comedy Zoo og snakket med dem. Vi har haft kontakt med Martin Bo Andersen (medejer af Comedy Zoo, red.). Vi har betalt for at leje lokalet, og vi har sagt, at vi vil lave et program om Alex Thelander, der skal forsøge at komme ud af sin pornoafhængighed, og så fortæller vi, at det er, fordi han har optrådt med jokes om porno på Comedy Zoo, at vi gerne vil lave interviewet der, og det får vi så lov til,« forklarer Marie-Louise von Holstein, chefredaktør på TV 2 ECHO og PLAY Nyhederne, til B.T.
Men det er vel fair nok at sige, at det handler om mere end porno og jokes, det handler vel også om krænkelser?
»Det handler overhovedet ikke om jokes for os, det handler om hans pornoafhængighed og krænkelser.«
Han (Alex Thelander, red.) skal også undskylde til en tidligere ansat fra Comedy Zoo Aarhus. Burde man ikke have fortalt Comedy Zoo, at det ville blive en del af programmet, når det er i deres lokaler, det foregår?
»Vi prøver ikke på at skjule, hvad det her handler om. Pornoafhængighed er alvorligt i sig selv, vi prøver ikke at lave et portræt af en komiker. Vi siger, at det handler om pornoafhængighed, og Alex har selv været ude i en kronik i Berlingske og fortælle, at han har krænket kvinder ved at sende de her billeder. Det har været offentligt kendt. Så jeg synes egentlig, at vi lægger kortene på bordet og fortæller Comedy Zoo, at det handler om pornoafhængighed.«
Men det, Comedy Zoo er sure over, er, at de ikke synes, at det er deklareret godt nok over for dem, at det skal handle om krænkelser, og at det skal handle om krænkelser i et Comedy Zoo-miljø, når det er noget, de har gjort meget for at gøre op med. De synes ikke, at TV 2 har lagt kortene på bordet.
»Jeg synes, at vi lægger det åbent på bordet. Jeg synes ikke, at vi forsøger at skjule noget. Det har overhovedet ikke været intentionen. Vi siger, at vi skal snakke med ham om pornoafhængighed, og det er derfor, vi skal være dernede, og vi spørger også, om vi må filme ham på scenen. Det er det, vi gerne vil.«
Men der er jo mere end pornoafhængighed i det. Pornoafhængigheden er ledt ind i en masse krænkelser af kvinder, som han også snakker om i Comedy Zoos lokaler. Har I informeret Comedy Zoo om, at han skal snakke om det?
»Nej, vi har informeret dem om, at vi skulle snakke om pornoafhængighed, og Martin Bo Andersen låste op og var dernede under interviewet, så vi har snakket sammen. Vi har været åbenlyse, og vi har ikke haft noget at skjule. Men jeg er ked af, at Comedy Zoo opfatter det således. I det lys kan jeg godt se, vi skulle have sagt mere om krænkelser. Vi har ikke haft nogen agenda, og vi har i hvert fald ikke bevidst skjult noget eller forsøgt at tage Comedy Zoo som gidsel,« siger Marie-Louise von Holstein.
Hun forklarer endvidere, at Alex Thelander er en del af et miljø, hvor han har været på Comedy Zoo, og det er derfor, TV 2 ønskede at bruge stedet.
»Det er ikke for at udstille Comedy Zoo, som jeg egentlig ikke synes har noget med det at gøre. Jeg synes, at vi har sagt, at det her handler om hans afhængighed. Det handler ikke om Comedy Zoo, og der er heller ingen kritik af dem eller noget, han har gjort der.«
Michael Schøt uddyber over for B.T. desuden, at man er i dialog med spillesteder for at finde en løsning, hvor folk kan henvende sig med deres oplevelser på en tryg måde.
»Det er en udfordring, at branchen er så fragmenteret, som den er – og i øvrigt spredt ud over hele landet. Det skal dog ikke forhindre os øverst i fødekæden i at finde brugbare løsninger,« lyder det i en mail fra komikeren.


