Det er bestemt ikke noget, Michael Falch har skiltet med, men Malurt-forsangeren har stille og roligt pakket sydfrugterne og er flyttet over grænsen til Tyskland.

Det viser et kig i cpr-registret, som B.T. har foretaget.

Sangeren har dermed sagt farvel til det danske og er flyttet til den tyske by Flensborg.

Michael Falch bekræfter flytningen over for B.T., og selvom sangeren betegner flytningen som privat, vil han dog gerne fortælle lidt om, hvorfor han nu har bosat sig i Tyskland.

»Min flytning over grænsen til Flensborg sker udelukkende for at værne om min relation til den asiatiske kvinde, jeg berettede om i min seneste bog 'Over stregen',« lyder det.

Senest 65-årige Michael Falch har nævnt sin bopæl, var netop også i bogen 'Over stregen – Michael Falch'.

Her fortæller musikeren, hvordan han bor sammen med kæresten Ginnalee fra Thailand i sin lejlighed på Frederiksberg, og at de to i en periode under nedlukningen i Danmark er bange for, at de danske myndigheder vil sende Ginnalee hjem.

»Ginnalee ville blive udvist af Danmark med afrejse snarest og et forbud mod indrejse i to år,« skriver han i bogen fra 2021.

I bogen forklarer Michael Falch, hvordan de to tilbringer en rum tid sammen, mens de venter på, at de danske myndigheder tager en beslutning.

Han afslutter dog sine erindringer uden at fortælle, hvor det ender med parret.

»Hvad var oddsene mon for, at en fattig asiatisk stuepige en dag skulle ende sammen med en dansk rocksanger? Der var meget stor forskel på os, også de over 20 år i alder, men kunne der alligevel være en større plan med os?« slutter bogen spørgende.

Det er ikke til at sige, hvad fremtiden konkret kommer til at bringe for de to, men den umiddelbare plan er i hvert fald, at parret opholder sig sammen i Flensborg for nu.