Michael Falch fortæller i en ny bog om sit eget - og sine forældres - alkoholmisbrug, om datterens sygdom, sin skilsmisse og om at lege med tanken om at gøre en ende på livet. Som 62-årig er han taknemmelig for, at det blev ved tanken.

B.T. bringer et uddrag af Bo Østlunds interview med Michael Falch fra bogen ‘Jeg var engang’:

Michael Falch: »Jeg er nu 16-17 år fra det menneske, der sad ude i en skov i Kalvehave med nogle bajere og overvejede, hvordan selvmordet skulle begås, og hvordan mine børn kunne slippe billigst muligt fra, at jeg var blevet sådan et vrag – for hvis der ikke skete et mirakel, ville jeg ubetinget komme til at gentage mine forældres skæbne. Jeg var der ikke endnu, men jeg kunne godt se, at det ville jeg komme en skønne dag.«

»Jeg ville komme til at gentage mine forældres livsmønstre, hvis der ikke skete en radikal omvæltning. Og så rakte jeg heldigvis en finger i vejret og bad om hjælp.«

Bo Østlund: Hvor tæt var du på at begå selvmord dén dag i 2002?

»Jeg ved det ikke. Jeg tror, at mange mennesker har nogle forbigående suicidale fantasier. Og mange af os, der har tumlet med lavt selvværd, kommer meget let til at tænke, at det vil være bedre for verden, hvis den slap for os.«

»Dén dag i skoven i Kalvehave spekulerede jeg på, om det ikke for mine børns skyld ville være det bedste, at jeg forsvandt ud af billedet nu. Jeg følte ganske vist selv, at jeg havde været en ret okay far for dem, men det kunne jeg ikke forvente at blive ved med at være, hvis alkohol og nervestress blev ved med at underminere mig.«

»Jeg kendte til et sted i Mexico, hvor der er et højt bjerg, og hvor jeg vidste, at hvis man kørte ud over klippen, så ville der aldrig være nogen, der drømte om, at det var selvmord. Og nede ved Herfølge stod der en betonkonstruktion ude ved motorvejen, og jeg tænkte, at hvis jeg lige kunne svinge bilen indenom autoværnet, så kunne jeg hamre op i betonen, uden at det behøvede at ligne et selvmord.«

Det måtte det ikke?

»Nej, for Guds skyld ikke. Det skulle ligne en ulykke. I dag kan jeg ikke fortælle, hvor tæt jeg var på et tage mit eget liv. Jeg ved ikke, hvor meget af det, der var fantasi. Måske det meste, hvem ved? Hvornår ved man overhovedet det? Hvornår bliver man så desperat deprimeret, at man skrider til handling? Jeg ved det ikke, for vi kan jo ikke tale med de mennesker, som lykkedes med deres selvmord.«

»Men jeg ved, at jeg er taknemmelig over, at jeg sidder her over for dig og er i live og har det godt. Den fornemmelse har ikke forladt mig et sekund. Hvis jeg kan mærke, at jeg ikke føler mig taknemmelig, så ved jeg, at så er jeg ude af balance. Så er der noget galt. Så må jeg have kigget på et eller andet, eller få sagt undskyld, eller få ringet til en person eller hvad det er, der skal til. For taknemmeligheden er blevet en grundfølelse i mig, og det er en kæmpemæssig sidegevinst af det liv, jeg lever, at det er blevet sådan.«

Giver det en indre ro, at du ikke længere behøver at bearbejde dine dæmoner i dine tekster?

»Meget. Og meget af det har jeg i øvrigt slet ikke adgang til at skrive om i dag. Meget af det handler jo om min opvækst. Det handler om afhængighedstilstande. Om frygt. Om krænkelse. Gassen er gået af dén ballon for mig nu. Jeg har ikke længere noget behov for at være i det. Jeg har været nede, jeg har været i behandling, og jeg har været i lange terapeutiske forløb om alle disse ting i flere omgange.«

Michael Falch som barn fotograferet af sin far. Fra bogen 'Jeg var engang' af Bo Østlund
Michael Falch som barn fotograferet af sin far. Fra bogen 'Jeg var engang' af Bo Østlund
Vis mere

»Som 62-årig har jeg nu den oplevelse, at jeg har været arkæolog nok på min barndom, på disse vigtige temaer, på mine traumer og på min frygt. Og på min egen tendens til afhængighed og alt det her. Vi mennesker skal være heldige, hvis frygten falder, når vi bliver ældre, og jeg tror stadig på, at frygten er magtfaktor nummer ét for mennesket.«

»Vi har alle mulige forskellige måder at deale med den på. Nogle puster sig op og tager rockervest på, og andre kryber langs panelerne og håber på ikke at blive opdaget af livet. Der er alle mulige måder at forsøge at håndtere frygten på, men den styrer os nok stadig i alle dens afskygninger.«

»Det er som om, at tilværelsen er et opgør mellem frygten og kærligheden. De to fænomener ligger i en evig magtkamp, og frygten for at få benene sparket væk under os vinder alt for ofte. Vi er bange for, at vi ikke får nok. Bange for, at vi ikke får vores begær stillet. Bange for at miste vores nærmeste. Frygten finder hele tiden nye ansigter, nye veje. Der er alle mulige sprækker i vores tillid og i vores panser, som den kan komme ind igennem.«

Men der er vel også noget fornuft i frygt, da mennesket er en blanding af dyret og englen – vi er dyr med samvittighed?

»Ja, det er vi nemlig. Lige præcis. Og dyret i os lever jo stadig, selvom vi camouflerer det, så godt vi kan. Og dyret i mig vil jo bare sørge for, at jeg har nok at æde. Og at jeg får noget fisse, he he. That’s it.«

Det lyder jo meget enkelt.

»Det er jo egentlig det. Alt andet er en overbygning. Men det er vel adgangen til metaplanet, der adskiller os fra de andre dyr. Der er naturligvis også fornuft i frygt, som også er en eller anden form for beskyttelse af vores overlevelse og vores vilkår, selvom vi alle drømmer om at leve uden frygt. ’Frygt ikke, tro kun’, tror jeg, at Augustin sagde. Det er nok svært for de fleste mennesker at komme derhen.«

Hvornår viser frygten sit ansigt for dig?

»Frygten er der altid. Den kommer hele tiden. På scenen kan jeg for eksempel lige pludselig blive ramt af den, og så tænker jeg: ’Hey, få lige viftet den væk nu!’.«

»Eller man kan mærke den, når man får en sød kæreste, som jeg har fået. Og selvom man ikke har været jaloux, siden man var 16, så er man lige pludselig jaloux i en alder af 60. Hvad sker der? Men jeg har ikke lyst til det. Det er uværdigt og umandigt. Det er alt med u …«

»Men frygten får ikke lov at tage mig. Jeg bliver ikke offer for den, for jeg ved, at den er der, og i samme øjeblik jeg har erkendt den, kan jeg også meget lettere forholde mig til den. Det er nok bare en del af at være et menneske. Selvfølgelig er der mange – især meget søgende mennesker – som har en drøm om at ende i den fuldkomne ro, hvor man er befriet for alle bindinger og al gammel frygt. Jeg tror ikke på, at jeg selv får adgang til sådan nogle tilstande andet end engang imellem og i glimt. Det er også mere end nok at leve på.«

Savner du at drikke og være beruset?

»Overhovedet ikke. Jeg har intet savn. Det ville jeg måske have haft, hvis jeg var blevet en tungsindig bedemand af at leve mit ædru liv. Hvis jeg var blevet til en trist stakkel, der henslæbte sine dage berøvet adgang til det gode liv. Men sådan er det jo slet ikke. Jeg lever livsglædens liv.«

»For mig er det et befriet liv, og når jeg skal flygte fra det hele, sker det gennem meditation, fysisk træning, fodbold på det lokale oldboyshold eller som forleden ved at sidde og lege med tog med mit to-årige barnebarn Hugo.«

62-årige Michael Falch fortæller i ny bog om livet som moden mand.
62-årige Michael Falch fortæller i ny bog om livet som moden mand. Foto: Scanpix
Vis mere

»Hvad børnebørn angår, kan vi virkelig tale om gaver, for sådan noget kan så let fuckes op. Sådan noget oplevede min egen far jo ikke. Han blev aldrig rolig og troværdig nok til det at have et samvær som dét med mine børn, da de var små. Han blev ved med at være dét der dobbeltmenneske i splid med sig selv.«

Lad os vende tilbage til Tåsinge. Hvorfor flyttede du lige derned?

»Der var kommet gang i mit musikliv igen, og da jeg pludselig turnerede så meget, skulle jeg finde et sted midt i Danmark, så jeg hverken var for langt væk fra alle mulige destinationer i landet, og heller ikke for langt væk fra mine børn. Derfor Tåsinge. Jeg fik mulighed for at leje et helt vildt smukt sted dernede med en vidunderlig udsigt over Thurø og det sydfynske øhav. Der var jeg pludselig helt alene på egen hånd.«

»Det havde været en kostbar skilsmisse, og det var jeg jo frivilligt gået ind i, men jeg var blanket fuldkommen af. Jeg var tilbage på SU-niveau på Nørrebro i København som ung, så det kom til at tage mig nogle år at komme økonomisk på fode igen. Men det lykkedes stille og roligt, så der var en enorm tilfredsstillelse over de år. Jeg tror faktisk, at de år på Tåsinge er nogle at de lykkeligste, jeg overhovedet har haft, siden jeg var ung.«

Du blev nulstillet?

»Ja. Mit liv blev atter til et eventyr. Sorgen havde lagt sig, og kamelerne var ved at være slugt. Min datter Mathilde var blevet rask. Soffi rejste verden rundt, og min ældste, Anna, havde fået børn. Min ekskone havde ret hurtigt fundet sig en ny mand, og jeg var langsomt på vej videre.«

Musikeren Michael Falch sammen med sin eks-kone Linda. Parret har tre voksne døtre sammen.
Musikeren Michael Falch sammen med sin eks-kone Linda. Parret har tre voksne døtre sammen. Foto: Brian Rasmussen
Vis mere

»Men samtidig var det også sindssygt svært for mig at give kærligheden en ny chance. Da Anita og jeg havde mødt hinanden, skrev jeg en sang, som hed ’Binder mig aldrig igen’. Som titlen antyder, var der ikke den store optimisme fra min side, men sangen afmonteredes godt nok til omkvæds-delen, fordi jeg alligevel ender med at gøre det.«

Hvorfor skrev du sangen?

»Jeg skrev den, fordi det var vigtigt med en sang, der handler om mennesker, der oplever skilsmissen fra deres første store kærlighed, og som så står et nyt sted i livet, hvor kærligheden igen bliver en mulighed, hvis man vil invitere den ind. Så snart kærligheden er en mulighed, vælger vi den. De fleste af os vil gerne have den.«

Mærker du kærligheden anderledes nu end tidligere?

»Jeg har nok ikke den samme forestilling om, hvordan det perfekte parforhold skal være. Jeg er meget mere realistisk og mere rummelig, tør jeg godt sige. Anita og jeg er venner på livsrejsen, og det er altså noget af et projekt at komme igennem et menneskeliv. For langt de fleste er det ikke bare sus og dus og liv og glade dage hele vejen.«

»Der kan være perioder, hvor den rejse er en megahård tur, og man ryger ind i både det ene og det andet og det tredje. Det går op og ned, og vi ender i grøften, og vi ender i en skov, og vi ender med forfærdelige oplevelser. Du med din far, som tog sit eget liv. Jeg med min datter, som blev så syg.«

»Men der ligger noget meget stærkt i at være hinandens rejseledsagere, selvom det ikke nødvendigvis altid minder om ens gamle forestillinger om den vilde romantiske kærlighed og bryllup med blonder, og jeg ved ikke hvad. Kærligheden er på en eller anden måde noget meget mere straight. En vished om, at den anden er der.«

»I øvrigt handler det jo om at undgå at slæbe sine livstemaer med sig, når man møder en ny partner, for der er altid en stor fare for, at nissen og dæmonerne flytter med, og man gentager nogle mønstre, som man har båret med sig gennem hele sit liv.«

»Og det kan man så vælge at blive fortvivlet over, eller man kan gøre, som du gør nu, at smile over det. At ty til overbærenhed, også med sig selv.«

»Vi har alle nogle hovedtemaer i vores liv, og så kan vi ellers klæde os ud og hoppe på tungen og spille fandango og gøre lige, hvad vi vil. De temaer vil altid bryde igennem, for de er det menneske, du er. Det er det, du har med dig.«

»Og i en alder som din og min kan der tilmed opstå en fornemmelse af, at man faktisk er ude i forlænget spilletid. Jeg har levet et liv, hvor jeg lige så godt kunne have fået et hjertetilfælde for 20, 30 eller 40 år siden, når jeg tænker på, hvor manisk jeg var som ung, hvor stressramt jeg blev, og hvor lidt jeg sparede mig selv. Jeg kørte altid helt til grænsen og over grænsen – også med følelsesintensitet.«

Foto fra 'Jeg var engang' af Bo Østlund
Foto fra 'Jeg var engang' af Bo Østlund
Vis mere

»En meget interessant ting, når jeg i dag genlæser vores gamle samtale fra ’Skilleveje’, og som jeg egentlig havde glemt, er, at jeg dengang for 12 år siden først lige var ved at vriste mig fri af den livsholdning, at følelsesintensiteten helst skulle være helt oppe i det røde felt, for at jeg kunne mærke, at jeg levede.«

»Hvis det hele ikke var intenst, eller helst rødglødende overintenst, så var det leverpostej. Så var det ikke helhjertet. Så duede det ikke. Så var det dødt og ligegyldigt. Min mor sagde altid ’Meget kan man sige om os, men kedelige er vi ikke!’ Der var ligesom et eller andet med, at det værst tænkelige, man kunne være, var at være kedelig.«

»Men sådan har jeg det ikke længere. På det punkt har jeg forandret mig meget. I dag er det som om, at jeg har fundet mine begrænsninger, og ironisk nok føles det netop ikke begrænsende. Tværtimod frigør det mig, fordi jeg siger: ’Okay, jeg har nogle begrænsninger. Hvis sådan og sådan og sådan, så sker der det og det og det. Det fravælger jeg. Godt!’ Så er der nemlig en ramme, hvor jeg har erkendt nogle begrænsninger. ’Dét der kan jeg ikke tåle. Dét der duer ikke for mig. Dét der vil jeg ikke!’«

»Men inden for den ramme kan jeg være fri og folde mig ud, og det bliver faktisk en befrielse i stedet for en begrænsning. Det er en kæmpe befrielse at være sluppet af med den rødglødende livsintensitet.«