Lyt til artiklen

Hvis man skulle have væddet om, hvilke to musikere, der kunne finde på at samarbejde så var det nok ikke lige dette umage par man ville have satset på.

Ikke desto mindre blev Michael Bolton - ifølge ham selv, kontaktet af sangerinden Lady Gaga, der åbenbart er fan af manden, der i 1980'erne kunne få enhver pige til at skamme sig over sin egen tarvelige permanent når hun så Boltons blonde krøller.

Bolton skiftede den krøllede manke ud med noget mere moderne for flere år siden og Lady Gaga er åbenbart ligeglad med at det efterhånden er et par år siden, at pop-sangeren har toppet på hit-listerne. I hvert fald kontaktede hun ham for nylig. Hun vil nemlig gerne skrive nogle sange for Bolton til hans nye album.

Michael Bolton følger åbenbart ikke så godt med i, hvem der er mest fremme på beatet i musikverdenen. Han anede ikke hvem Ladyen var.

- Jeg blev kontaktet af min manager, der ville høre om jeg havde lyst til at skrive nogle sange sammen med en ung kunstner ved navn Lady Gaga. Jeg havde ikke hørt om hende, men mine folk var helt oppe og ringe over at hun havde taget kontakt. Hun er åbenbart en stor fan, fortæller Bolton til perezhilton.com og tilføjer:

'Da jeg mødte hende senere samme dag fandt jeg jo så ud af, at hun allerede er en stjerne, der er godt på vej til at blive en superstjerne. Og så var hun fantastisk energisk og virkede virkelig fokuseret. Hun minder mig om en ung Madonna, måske med den forskel at Gaga virker mere interesseret i sin kunst end i markedsføring'.

Boltons nye album 'One world, One Love' kommer i handlen i England d. 21 September 2009. Om Lady Gaga har fået nogle sange med på det nye album melder historien ikke noget om.