Skuespilleren Mia Lyhne er formentligt mest kendt for sin store gennembrudsrolle som Frank Hvams kone Mia i 'Klovn'-universet.

Men faktisk var det ikke komedierollerne, som hun ellers har optrådt så ofte i, hun havde ønsket sig som ung skuespiller. Og den dag i dag drømmer hun stadigvæk om de tunge og seriøse roller.

Faktisk var Mia Lyhne heller ikke begejstret for, at hendes føromtalte gennembrudsrolle, som hun atter er aktuel i med ottende sæson af 'Klovn', skulle hedde det samme som hende selv.

Det fortæller hun til DR i anledningen af sin 50-års fødselsdag tirsdag.

Frank Hvam, Mia Lyhne og Casper Christensen på den røde løber til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final' i Bremen Teater onsdag 29. januar 2020.
Frank Hvam, Mia Lyhne og Casper Christensen på den røde løber til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final' i Bremen Teater onsdag 29. januar 2020. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Jeg er skuespiller, så selvfølgelig skulle jeg ikke hedde Mia. Det hedder jeg jo selv. Da jeg spurgte Casper (Christensen, red.) hvorfor, sagde han: 'Det er bare nemmere'. Men det var da den dårligste begrundelse, tænkte jeg. Og jeg havde ellers mange andre gode bud – Lene og Gitte for eksempel,« lyder det fra Mia Lyhne, der i dag har accepteret navnet.

Siden har hun spillet karakteren Mia – dog med efternavnet Christensen – gennem mere end 15 år i 'Klovn'-universet, der har budt på otte sæsoner og tre film.

Mia-karakteren har cementeret Mia Lyhne som komedieskuespiller, men den har også afskåret hende fra de mere seriøse roller.

Roller, hun stadig drømmer om at få lov til at spille flere af, fortalte hun til B.T. sidste år til gallapremieren på den afsluttende 'Klovn'-film, 'Klovn The Final'.

Mia Lyhne og Frank Hvam spiller parret Frank og Mia i 'Klovn'-universet.
Mia Lyhne og Frank Hvam spiller parret Frank og Mia i 'Klovn'-universet.
Vis mere

»Jeg håber, der kommer en bølge af andre slags – måske mere alvorlige ting – men det kan man selvfølgelig ikke selv bestemme. Jeg ville ønske, at der stadig blev lavet Bergman-film, men det gør der jo desværre ikke,« sagde hun dengang om sit afdøde svenske instruktøridol.

Her tilføjede hun også, at hun drømte om selv at stå bag en tung og seriøs film, hun også selv skulle spille med i.