Bloggerfællesskabet Bloggers Delight er en stor samling af forskellige danske blogs indenfor alle mulige emner.
MGP-stjernen Anne Gadegaard, nu eks-blogger på sitet, kritiserer måden, hvorpå det blev styret.

Anne Gadegaard blev landskendt, da hun som barn vandt MGP med sangen 'Arabiens drøm'. Siden er der løbet meget vand under broen, og den nu voksne sangerinde tjener blandt andet til dagen og vejen ved at blogge. Hendes blog, www.annegadegaard.com, er meget populær, især fordi hun opdaterer den regelmæssigt.

Indtil for nylig. Det sidste indlæg, der er skrevet, er dateret d. 16 maj. Det ligner ikke den ellers så entusiastiske blogger.

- Der har været en masse private ting, der er gået i vejen. Min mormor døde i sidste uge, og det er jeg selvfølgelig meget ked af, fortæller Anne Gadegaard, som allerede har mistet sin mor til kræft, til bt.dk.
Hun fortæller også, at der er en helt særlig grund til at bloggeriet fik et brat stop.

- Jeg har valgt at opsige min kontrakt hos Bloggers Delight. Jeg var meget utilfreds med måden det blev styret på derinde, og serveren gik ret tit ned. Det går ikke, når jeg kommer hjem fra arbejde, og vil blogge, at serveren så er nede, fortæller barnestjernen, der arbejder i FitnessWorld i København.

Ikke enig i kritik

Henrik Akselbo er administrerende direktør hos Bloggers Delight. Han er klar over Anne Gadegaards kritikpunkter, men han er ikke helt enig med hende.

- Jeg synes ikke vi har flere serverproblemer end andre websites på vores størrelse. Vi ville selvfølgelig helst helt undgå nedbrud, men jeg har ikke indtryk af at det er et generelt problem, siger han til bt.dk.

- Vi forholder os til kritikken. Hun er i sin gode ret til at opsige kontrakten, så der er ingen sure miner. Men vi havde da håbet hun ville blive, lyder det fra Henrik Akselbo.

Fortsætter selv

Selvom der er kaos i den tidligere barnestjernes liv, vil Anne Gadegaard ikke droppe sin hobby.

- Jeg elsker at blogge, mere end noget andet. Lige nu venter jeg bare, til der er lidt mere ro på, og indtil min kontrakt er opsagt, lyder det fra bloggeren, som har seks måneders opsigelse hos Bloggers Delight.