Over 1.800 mord.

Så mange er der begået i den mexicanske by Tijuana i år. Og blandt de seneste tilføjelser til listen er fitness-modellen Alondra Getsemani Villasenor, hvis liv forleden fik en brutal afslutning.

Det var den 23-årige mexicanske kvindes mor, der forgæves havde forsøgt at komme i kontakt med datteren, som den 17. november, gjorde det chokerende fund.

Da hun kom frem til Alondra Getsemani Villasenors hjem i Tijuana, fandt hun datteren liggende i en blodpøl med adskillige knivstik i kroppen og et skudsår i hovedet, skriver Fox.

Billeder fra diverse træningscentre præger mange af Alondra Getsemani Villasenors billeder.
Billeder fra diverse træningscentre præger mange af Alondra Getsemani Villasenors billeder. Foto: Facebook
Vis mere

Politiet anslår, at den 23-årige fitness-model, der arbejdede som instruktør hos et træningscenter i den mexicanske by Tijuana, allerede havde været død i over 24 timer, da moren fandt hende.

Det rapporteres, at flere vidner så en mand forlade fitness-modellens hus og køre væk fra gerningsstedet i en rød bil.

Politiets efterforskning er dog stadig i gang, og der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.

Indtil videre er der heller ingen mistænkte, og et muligt motiv er derfor stadig ukendt.

Sammen med fitness-modellens lig fandt politiet dog to poser cannabis og et patronhylster af typen kaliber 9mm, som forhåbentlig kan hjælpe efterforskningen på sporet.

Alene Tijuana havde sidste år 2.640 registrerede mord, hvilket, målt på antal mord pr. 100.000 indbyggere, gør byen til verdens farligste, ifølge Business Insider.

Mange af mordene forbindes til bander og narkorelaterede forbrydelser.

Hvad angår mord på kvinder, er staten Baja California, som Tijuana ligger i, nummer fire på listen over mexicanske stater med flest begåede mord mod kvinder, kun overgået af staterne México, Guanajuato og Jalisco, skriver Daily Mail.