Merete Mærkedahl måtte tidligere på året trække sig fra 'Cirkusrevyen' 'af personlige årsager'. Nu er hun tilbage på benene.
»Det går rigtig fint. Jeg havde brug for at trække stikket, og det gjorde jeg. Nu er jeg oppe på hesten igen,« lyder det fredag aften fra den 39-årige skuespiller, da hun er tilskuer til 'Vild med dans'.
»Det var forskellige ting (der gjorde at hun måtte trække sig,« fortæller hun og tilføjer:
»Det var rigtig dejligt, at revyen kunne hjælpe med at trække mig ud. Den var jo forlænget helt vildt meget på grund af corona og Ulfs (Pilgaard, red.) afgang. Den var oppe på over 180 programsatte forestillinger, og jeg medvirkede i 133. Så jeg var med i rigtig mange af dem.«

Merete Mærkedahl understreger, at hun syntes det var rigtig sjovt at være med i Cirkusrevyen, og at hun havde en masse skønne kollegaer på Bakken, hun fik blot brug for at trække sig helt en måneds tid.
»Jeg havde en måned, hvor jeg havde totalt fri for alt. Hvor jeg havde en pause for det hele. Men nu er jeg tilbage på toppen. Jeg blev hjulpet, inden jeg røg helt ned, og det er jeg rigtig taknemmelig for.«
Da Merete Mærkedahl ankommer til 'Vild med dans' - som hun selv vandt sidste år - kan hun da også nævne, at hun lige kommer fra optagelser på Paprika Steens kommende film 'Fædre og mødre', ligesom hun til næste år både er med i 'Badehotellet' og en ny sæson med Cirkusrevyen.
Cirkusrevyen årgang 2021, der blev Ulf Pilgaards sidste, endte med at blive mere udfordret end sædvanligt.
Udover coronarestriktioner meldte også Lisbet Dahl sig syg undervejs, og da Merete Mærkedahl også meldte fra, blev skuespiller Ditte Hansen hasteindkaldt som afløser.