Nørrebro Teaters fortolkning af Chaplins geniale film 'Diktatoren' er ganske enkelt fremragende.

Linjen mellem at begå helligbrøde og skabe et stykke fremragende teater er nærmest papirstynd, så både dramatiker/instruktøren Nikolaj Cederholm og skuespilleren Olaf Johannessen må utvivlsomt have følt et vist pres under arbejdet med 'Diktatoren'.

De kan roligt ånde lettet op. Projektet lykkes til fulde. 'Diktatoren', baseret på Charlie Chaplins mesterlige film fra 1940, altså inden 2. verdenskrig for alvor brød løs, og i øvrigt Chaplins første talefilm, er blevet til en ligeså mesterlig, vedkommende, knusende aktuel alvorskomedie på Nørrebro Teater.

Olaf Johannessen leverer en eminent præstation i dobbeltrollen som den fattige jødiske barber og den livsfarlige Hitler-figur, diktatoren Hynkel. Han har fanget Chaplins bevægelser og mimik på en prik og giver dem sin egen stemme. Det er ikke Chaplin, men det er tæt på at være lige så godt. Man kunne have ladet skuespilleren anno 2017 give sit helt eget bud på dobbeltrollen, men det fungerer helt perfekt, at det både er et knivskart portræt af Chaplin og et sylespids portræt af en moderne despot.

Nikolaj Cederholm har benyttet alle stumfilmens tricks, tilsat en vidunderlig lydside, der bliver skabt af pianisten og lydeffektmanden Olivier Antunes – med bidrag af skiftende skuespillere – ude i siden af scenen. Det er brillant slapstick-humor, fyldt med klassiske gags; meget, meget morsomt hele vejen igennem, men naturligvis også med fokus på den dybe alvor, der ligger som en klangbund i Chaplins komedier.

For det er alvorligt. Da Chaplin skrev manuskriptet og lavede filmen i 1940 havde han ingen anelse om, hvad denne Hitler i Tyskland ville udvikle sig til. Han syntes bare at han var en komisk figur, et oplagt offer for spiddende satire. Chaplin har senere sagt, at havde han vidst hvad 2. verdenskrig ville bringe; at seks millioner jøder ville miste livet i Hitlers koncentrationslejre, så var 'Diktatoren' aldrig blevet til noget.

Af samme årsag gik der mange år før filmen nåede til Europa. Den blev først frigivet i Tyskland i 1958, og først i 1975 i Spanien efter Francos regime faldt.

Historien er i dag præcis lige så aktuel, som dengang den blev skabt. Retorikken i Hynkels taler til folket er ikke så anderledes end retorikken man hører fra magtmennesker som Assad, Putin og Trump.

Nogle sætninger er nærmest ordret, hvad der også kommer ud af munden på politikere fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige i dag. Skift ’jøderne’ ud med ’muslimerne’ og Hynkels store tale til folket kunne være et afskrift fra Thulesen Dahl på et DF landsmøde. Det er mere skræmmende, end man sådan lige går og tænker i hverdagen.

'Diktatoren' fortæller historien om den jødiske barber, som under krigstjeneste i 1. verdenskrig redder soldaten Schultz’ liv, men selv slår hovedet og mister hukommelsen. Mens han ligger på sygehuset, udvikler nazismen sig i Tomanien og folkeforføreren Hynkel kommer til magten, assisteret af sine håndlangere Heering (Göring) og Garbage (Goebbels).

Han skyder skylden for Tomaniens ulykke på jøderne og sender sine soldater ud for at hærge de jødiske kvarterer. Her har jøden Jaeckel lejet barberens salon ud til den kønne Hannah, og hun har mandsmod nok til at slå fra sig imod bøllerne, og får hjælp af barberen, der vender tilbage uden nogen som helst anelse om hvad der er sket, siden han slog hovedet under 1. verdenskrig.

Barberen forelsker sig i Hannah og da det ser sortest ud for dem, kommer Schultz dem til hjælp. Han er nu en højtstående nazist, og genkender barberen som ham, der reddede hans liv. Schultz forsvarer jøderne overfor Hynkel, der anklager ham for landsforræderi og han må flygte og søge tilflugt på Jaeckels loft, hvor han planlægger et attentat mod Hynkel.

Nazisterne opsporer ham dog, og Jaeckel og Hannah sendes i koncentrationslejr. Schultz og barberen, der har en umiskendelig lighed med Hynkel, har held til at tage flugten og iført naziuniformer søger de mod Østerlich, som Hynkel har planer om at invadere. Inden invasionen tager Hynkel på fisketur ved floden, forveksles med den eftersøgte barber og anholdes, Barberen, derimod, forveksles med Hynkel og ankommer således til Østerlich som triumferende diktator.

Stykket slutter med, at barberen holder sin store tale til folket. En tale, der hvis det var gået ligesådan i virkeligheden havde fået verden vi kender i dag til at se helt anderledes ud.

Han taler for en fri verden uden nationer, om at vi skal acceptere og inkludere, om tyranner, der har tiltusket sig magten, men lyver og ikke holder deres løfter. Om at starte et uvejr så stort, at hele verden vil ryste.

Tænk, at Chaplin skrev sådan i 1940!

Det er Olaf Johannessen, der bærer forestillingen med sin mesterlige præstation, men hele ensemblet er fremragende. Jesper Hyldegaard med Gokke-gestik er skøn som Jaeckel og flere andre karakterer, Julie Agnete Vang er rørende som den modige Hannah og Søren Pilmark kommer ind efter pausen og leverer sit helt eget show-i-showet som diktatorkollegaen Napolini fra Spagetti. Kim Witzels store åbne scenografi omkring den enkle drejescene fungerer perfekt.

'Diktatoren' er en intet mindre end en mesterlig fortolkning af en helt vidunderlig og verdensberømt film. Ser man ligefrem et eksportpotentiale i Nikolaj Cederholms og Nørrebro Teaters forestilling? Det er i hvert fald en fuldendt teateroplevelse.

'Diktatoren'. Manuskript: Charlie Chaplin. Bearbejdet af Nikolaj Cederholm.
Instruktion: Nikolaj Cederholm. Scenografi: Kim Witzen. Kostumedesign: Line Bech. Koreograf: Anja Gaardbo. Slapstickkonsulent: Kasper ravnhøj.
Medvirkende: Olaf Johannessen, Jesper Hyldegaard, Julie Agnete Vang, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Gantzler, Søren Pilmark, Nicolai Dahl Hamilton, Peter Zandersen, Jimmy Jørgensen og Olivier Antunes (pianist og lydeffekter).

Spiller på Nørrebro Teater til 29. oktober.
Anmeldt 22. september
Foto: Büro Jantzen.