Spice Girl Mel B er ikke bleg for at tage en kommende sexpartner under armen og slæbe vedkommende med på klinik for at blive testet for kønssygdomme.

Hun tager nemlig ingen chancer, når det kommer til sin sundhed i forhold til seksuelt overførte sygdomme.

»Jeg synes virkelig, at det er vigtigt at have den samtale, før man har sex med dem. Jeg har haft sådan en samtale,« siger hun i podcasten 'The Truth Flirts.'

Hun siger, at når hun er afsted på en nummer 'et-eller-andet-date' kan hun godt finde på at sige 'lad os tage på klinikken og få foretaget én sammen'. Den 44-årige popstjerne fortæller desuden, at hun gør en ting ud af at have beskyttelse med sig i tasken, når hun går ud.

Hun slår fast, at det ikke kun er i en podcast, hun gladeligt deler ud om oplysninger om sikker sex.

Hendes familie bliver nemlig også informeret om de vigtige ting, man skal overveje, når man kaster sig ud i erotikkens verden.

Mel B, som tidligere har dannet par med Hollywood-stjernen Eddie Murphy, som hun har datteren Angel sammen med, fortæller, at hun også har talt om sex og sundhed med sine børn.

»Selvfølgelig ved min 20-årige alt om sex, men jeg startede med at tale med hende om det, da hun var 13, da jeg tænkte 'jeg ved ikke, hvordan systemet i USA er, jeg ved ikke, hvor meget de går i dybden med tingene.«

Hun siger, at det bragte hende og den ældste datter Phoenix tættere på hinanden. Stjernen har tidligere åbnet op om, at hun har været i behandling for sex-, alkohol- og kokainafhængighed.

Hun har blandt andet fortalt, at hun blev tvunget til at have sex med andre kvinder af sin eksmand filmproducer Stephen Belafonte. Noget, som han dog afviser.

Eksmanden skulle også have gjort sig skyldig i andre anklagepunkter ifølge skilsmissepapirerne, som Mel B sendte ind. Popstjernen skrev, at Belafonte var både psykisk og fysisk voldelig over for hende.

Datteren Phoenix Brown fik Mel B sammen med eksmanden danseren Jimmy Gulzar.