Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Racistiske og direkte truende kommentarer rettet mod Hertuginden af Sussex, Meghan Markle, er dukket op på Kensington Palace’ officielle Instagram-profil. Her har de stået i en uge uden at blive slettet.
Det afslører flere engelske medier, heriblandt Daily Mail.
Kommentarerne er skrevet i feltet under en video af Meghan Markle og Prins Harrys besøg til New Zealand.
I en kommentar, der ligner en trussel, skriver en bruger: ’Snart er det mig, der er ved Harrys side, og Meggsy vil være væk’ – kommentaren er efterfulgt af seks knive.
Flere kommentarer har racistiske undertoner.
I en kommentar anklages Meghan Markle for at afblege sin hud for at se hvidere ud. Herefter følger kommentarer, der kalder hende ’billig’ og ’trashy’.
En anden kommentar insinuerer kraftigt, at hun kommer fra en ghetto – og er klart racistisk i sin ordlyd.
Instagram-profilen har syv millioner følgere og skal angiveligt modereres og gennemses på daglig basis af en moderator.
Profilen har dog været ucensureret i op mod en uge, og andre brugere, der appellerer til, at de grove kommentarer slettes, er tilsyneladende ikke blevet hørt.
Både The Sun og Daily Mail har forsøgt at få en kommentar fra Kensington Palace. De har ikke fået svar på deres henvendelser.