Rapmogulen Sean John Combs med kunstnernavnet P. Diddy har valgt at tage konsekvensen af coronapandemien.
Den 51-årige megastjerne har således aflyst sin traditionelle nytårsfest, der hvert år tiltrækker tonsvis af kendisser.
P. Diddy har selv annonceret aflysningen på sociale medier, hvor han skriver følgende:
'Til alle mine venner. For at sikre, at alle forbliver raske, holder vi ikke nytårsfest i år. Jeg håber, at I alle får en velsignet juleferie, og jeg ønsker jer alt det bedste i det nye år.'
I sit opslag skriver P. Diddy også, at han 'ikke kommer til at skifte mening'.
Rapperen er kendt for at holde nogle af de mest ekstravagante fester i kendisverdenen.
Ved sidste års nytårsfest deltog blandt andre megastjerner som Mary J. Blige, DJ Khaled, Teyana Taylor, Future, Fat Joe og Meek Mill.
Med aflysningen undgår P. Diddy højst sandsynligt den form for kritik, som den brasilianske fodboldspiller Neymar har været genstand for de seneste dage.
Fodboldspilleren har siden 25. december afholdt en vanvittig nytårsfest for over 500 personer.
Festen bliver holdt i Rio de Janeiro, hvor Neymar har lejet en luksusvilla, og skal fortsætte frem til 1. januar, men Neymar har som nævnt fået noget på puklen for festen, hvor han har bandlyst mobiltelefoner.
»Det er totalt uansvarligt. Neymar er ikke engang bekymret for sygdommens spredning. Det, han går op i, er, at ingen deler billeder og videoer fra den makabre fest,« har klummeskribenten Menon fra det brasilianske medie UOL udtalt.
Også sangeren Rita Ora har været i problemer, fordi hun i november afholdte en stor 30-års fødselsdagsfest i Notting Hill, England, mens landet var lukket ned.
Derudover har Kendall Jenner fået kritik, fordi hun holdt en halloweenfest i Los Angeles, hvor blandt andre Justin Bieber og The Weekend dukkede op.