Sangstjernen Medina sætter sit hjem til salg for 14,5 millioner kroner.

Det kan man se på Nyboligs hjemmeside, hvor man kan få et indgående indblik i, hvordan stjernen har boet.

De 207 kvadratmeter har nemlig budt på en masse luksuriøse elementer.

Medinas manager, Thomas Børresen, bekræfter over for B.T., at huset er til salg.

Det skal sælges, fordi popstjernen ønsker sig en større bolig, skriver han i en sms.

Hvis man skulle være interesseret i at købe huset, som ligger i Charlottenlund, så får man en masse luksus for pengene.

Husets soveværelse byder blandt andet på en direkte udgang til haven, ligesom man om vinteren kan varme sig ved at tænde op i pejsen i værelset.

Hos Nybolig forsøger man også at sælge huset som noget af en perle.

'På Brams Sidevej 2A i Charlottenlund ligger denne utroligt smukke villa. Den er, med sin helt særegne indretning og stil, virkelig noget for sig,' skriver de om huset.

Det er ikke så længe siden, at Medina solgte sit seneste hjem. Det var i 2016, at stjernen solgte sit tidligere hus, som ligger på Islands Brygge.

Købet af den villa var lidt af en milepæl for stjernen. Hun fortalte til B.T., da vi mødte hende på den røde løber, at det havde været noget helt særligt at blive husejer for første gang.

»Jeg er så stolt af, at jeg har købt mit eget fucking hus for første gang. Det er en kæmpe milepæl, og jeg er så stolt af det. Når alle dem, jeg elsker, kommer og besøger mig, siger de: 'Wow, det her er dit sted. Hvor er vi stolte af alt det, du har opnået'.«