I sidste uge blev det offentliggjort, at sangerinden Medina har lanceret en ny podcast.

Podcasten 'Hele mennesker' bliver udgivet eksklusivt på ALLY, og det bemærkelsesværdige er her, at det er Aller Medias eget podcastmedie.

For det er ingen hemmelighed, at Medina og pressen har en fælles broget fortid – og herunder ikke mindst Aller-medier som Se og Hør.

»Medina har haft ideen til podcasten i lang tid. Vi har talt med forskellige udbydere, og samarbejdet med ALLY gav bedst mening,« skriver sangerindens manager, Thomas Børresen, i en sms som svar på, hvordan samarbejdet kom i stand.

Ligeledes fortæller ALLYs chefredaktør, Kristine Lund Karlsson, at det indholdsmæssigt var et godt match.

For hverken Medina eller ALLY har haft den brogede fortid med i deres overvejelser, fortæller de til B.T.

Medina har dog selv ikke lagt skjul på, at hun ikke er glad for 'sladderpressen', som hun eksempelvis heller ikke inviterede med til premieren på sin dokumentar 'Medina' – hvori den glubske presse atter en gang får hug, mens Medina i forbindelse med dokumentaren kun stillede op til interview med udvalgte medier.

Ikke mindst ser man i dokumentaren, hvordan Medina – der ligeledes bekræftede det i et efterfølgende udvalgt interview med DR-podcasten 'Genstart' – nægter at tage afstand fra den episode, hvor hun i 2013 rev en journalist fra Se og Hør i håret, holdt hendes hoved fast og spyttede hende i ansigtet.

Episoden blev meldt til politiet af Se og Hør, men førte ikke til sigtelse.

Medina til Elle Style Awards tidligere i år.
Medina til Elle Style Awards tidligere i år. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Medina har blandt andet langet ud efter Aller-medier som Se og Hør – som modsat har kritiseret hendes lukkethed og i et enkelt tilfælde politianmeldt hende. Har det været med i overvejelserne omkring at vælge ALLY?

»ALLYs profil er, at de har en kæmpe nysgerrighed på livet. Vi skal selvfølgelig blive klogere på den verden, vi lever i, men hos ALLY er der stor fokus på, at vi også skal blive klogere på os selv som mennesker,« lyder Thomas Børresens svar.

»Derfor var det et perfekt match mellem Medina og ALLY, idet 'Hele mennesker's primære mål netop er, at lytterne såvel som Medina og seriens gæster skal turde stoppe op og mærke, hvordan de har det. Og herunder ikke mindst, hvilke metoder man kan gå til for at udvikle sig.«

Ligesom manageren ikke vil komme ind på detaljerne omkring Medinas brogede fortid med pressen, har det heller ikke været en del af ALLYs overvejelser inden samarbejdet med Medina.

»Nej, overhovedet ikke. Vi er jo ALLY, vi er vores egen redaktion, selvom vi er en del af Aller Media. Der har ikke været nogen snak med mig om, at der skulle være noget med Aller Media,« fortæller chefredaktøren.

Både Medinas manager, Thomas Børresen, og ALLYs chefredaktør, Kristine Lund Karlsson, understreger desuden, at Aller Media er et stort mediehus med en lang række medier under sig.

Herunder også medier som Elle og Femina, som Medina har haft gode samarbejder med.

Aller Media huser flere medier - lige fra ugebladet Se&Hør til podcastmediet ALLY.
Aller Media huser flere medier - lige fra ugebladet Se&Hør til podcastmediet ALLY.
Vis mere

Men klart står det altså, at Medina nu går på arbejde ad de samme døre på københavnske Havneholmen, som eksempelvis Se og Hørs journalister.

»Jeg kan kun sige, at der ingen problemer har været. Det har været et fuldkomment problemfrit samarbejde,« understreger ALLYs chefredaktør, Kristine Lund Karlsson.

Hos Se og Hør har man heller ikke været mærket af, at Medina nu arbejder i samme domicil.

»Vi er jo et mediehus med mange forskellige enheder herude. Så hvad de laver i ALLY, det blander jeg mig ikke i. Men jeg synes da, det er flot, de har fået hende til at stille op,« siger Se og Hør-chefredaktøren, Niels Pinborg.

Han forsikrer ligeledes om, at hans journalister ikke skulle have betænkeligheder ved at kunne rende ind i selvsamme sangerinde – som har taget stærk afstand fra deres medie og er blevet voldsanklaget af deres tidligere kollega – i kantinen på Aller Media.

»Jeg har desværre ikke set Medina herude. Jeg ville da gerne drikke en kop kaffe med hende!« lyder det med et grin fra Niels Pinborg.