For en uge siden sagde Medina - i al hemmelighed - ja til kæresten Malo Chapsal.

Nu offentliggør hun for første gang billeder fra den store dag.

Det sker på Instagram, hvor den 37-årige sangerinde har delt to billeder fra sin bryllupsdag med sine 340.000 følgere.

'Sidste lørdag giftede jeg mig med min drømmemand,' skriver Medina i opslaget, hvor det vælter ind med lykønskninger fra venner, bekendte og fans.

Medina og Malo Chapsal blev lørdag den 6. juni viet på Frederiksberg Rådhus efter at have været forlovet i godt et år.

De to mødte hinanden ved sangerindes bedste veninde Brigitta Comets bryllup i marts 2018, hvor de begge var med som gæster.

»Vi har kendt hinanden i rigtig mange år. Det var bare først der, det skete,« har Medina tidligere fortalt i en såkaldt spørgerunde på Instagram.

»Og det var det helt rigtige. Alt har en tid.«

Malo Chapsal og Medina.
Malo Chapsal og Medina. Foto: Cynthia Anderson/Shutterstock
Vis mere

I juni 2018 stod parret offentligt frem som kærester. Den gang også på Instagram, hvor begge delte et billede, hvor de kysser hinanden.

Tidligere i år satte Medina i et interview med magasinet Fit Living flere ord på forholdet til Malo Chapsal.

»Han giver mig tryghed og ro og fred til at være mig og gøre mine mærkelige cirkus-agtige ting. Han bakker mig op og siger mig imod. Og så er han ikke in it for the fame. Det har jeg prøvet med nogle andre, men det behov har han ikke, sagde hun til magasinet.«

Den 37-årige sangerinde har tidligere været forlovet med modellen Sebastian Lund, men de to gik fra hinanden, inden de nåede at blive gift.