Det tre år lange forhold mellem Scott Disick og Sofia Richie skal angiveligt være slut.

Det er efter sigende, fordi 37-årige Scott Disick er 'røget tilbage i gamle vaner', at den 16 år yngre modelkæreste har sagt stop.

Det skriver Page Six, som påstår at have fået oplysningen bekræftet af en unavngiven kilde tæt på parret.

»Sofia har fået nok,« siger kilden til det amerikanske medie.

(Arkiv) Scott Disick er efter sigende blevet droppet.
(Arkiv) Scott Disick er efter sigende blevet droppet. Foto: Zak BENNETT
Vis mere

De gamle vaner, som kilden henviser til, er blandt andet Scott Disicks tidligere alkoholmisbrug og massive festtrang.

Derudover har der også floreret adskillige rygter om, at han skal have været Sofia Richie utro. Noget, som er sket før.

Parret, der begyndte at date i 2017, gik nemlig fra hinanden i 2018, netop fordi Scott Disick skulle have været hende utro. De to fandt dog siden sammen igen.

Det er da heller ikke første gang, at Scott Disick har svært ved at forblive tro mod sin partner. I sit tidligere forhold med realitystjernen Kourtney Karshian var hans utroskab angiveligt én af grundene til, at forholdet sluttede.

Hverken Scott Disick eller Sofia Richie har i skrivende stund kommenteret bruddet. Page Six er dog ikke det eneste amerikanske medie, der har fået bekræftet oplysningerne. Det har også US Weekly og E! News – dog ligeledes af anonyme kilder.

Det er ikke særligt længe siden, at Scott Disick tjekkede sig selv ind på en afvænningsklinik. Dengang udtalte Sofia Richie, at hun ikke havde i sinde at forlade sin kæreste, men det ser altså ikke ud til, at hun kunne holde sit ord.

Scott Disick nåede da heller ikke at være synderligt længe i afvænning, før han tjekkede sig selv ud igen.

Scott Disick har tre børn med den ældste Kardashian-søster Kourtney Kardashian: Mason, 10, Penelope, syv, og Reign, fem.