Han har ikke vist sig offentligt siden 2021, og flere medier er nu begyndt at spekulere i, at Jack Nicholson er gået under jorden.

Ifølge blandt andre RadarOnline fortæller venner til den 85-årige skuespiller, at de er bekymrede for hans helbred, og frygter at han kommer til at dø alene i sit store luksuspalæ.

»Han har gjort det klart, at hans hjem er hans slot. Men folk ville bare ønske, han kom ud af huset for lige at sige, om han er ok,« lyder det.

Jack Nicholson skulle, ifølge de anonyme kilder, kun have kontakt med sine børn. Og når disse spørges ind til skuespilleren helbred, har de ingen kommentarer.

'Gøgereden'-legenden har fem børn med fire forskellige kvinder. Efter sigende skulle den notorisk private Hollywood-stjerne ikke være i et forhold i øjeblikket.

Jack Nicholson har ikke medvirket i en film siden den romantiske komedie 'Alt hvad du har' i 2010. Og tre år senere skrev flere internationale medier, at han ville trække sig helt fra skuespillet.

Ifølge anonyme kilder tæt på skuespilleren skyldtes det, at en begyndende demens gjorde, at han ikke længere kunne huske sine replikker.

Men senere kunne hans gamle veninde, Arnold Schwarzeneggers ekskone og daværende journalist på NBC Maria Shriver, så rapportere, at der ikke var fugls føde på den historie.

Sidst Jack Nicholson viste sig offentligt var ved en Lakers-kamp i 2021, hvor han havde sin søn med. Inden da havde han heller ikke vist sig offentligt i to år.
Sidst Jack Nicholson viste sig offentligt var ved en Lakers-kamp i 2021, hvor han havde sin søn med. Inden da havde han heller ikke vist sig offentligt i to år. Foto: Ringo H.W. Chiu
Vis mere

Jack Nicholson har aldrig selv udtalt sig om sit helbred, men i oktober 2021 vakte han opsigt ved at vise sig offentlig for første gang i to år.

Det gjorde den glødende Lakers-fan til sæsonåbningen af den amerikanske basketballiga NBA, hvor han havde sin 30-årige søn Ray Nicholson med.

På dette tidspunkt havde offentligheden ikke set noget til ham siden en anden Lakers-kamp to år forinden.