Melanie B, også kendt som Scary Spice, blev i al hast fredag sendt på hospitalet, da hun pludseligt mistede sit syn.

Den 43-årige spicegirl, der i forvejen er blind på sit venstre øje efter en fejlslagen laseroperation, ankom til Londons Moorfield Eye Hospital i smerter, skriver The Sun.

Mediet beskriver, at Melanie B meldte sin ankomst med en klap for øjet efter også at have mistet synet på sit højre øje. Hun blev senere overført til Luton and Dunstable Hospital, hvor øjenspecialister tilså hende.

Hvad der konkret er sket herefter, og hvorfor hun overhovedet mistede synet, er uklart, men sikkert er det, at sangerindens syn kom tilbage kort tid efter.

Derefter valgte hun ifølge mediet at trodse lægernes anbefalinger og vendte tilbage til det, hun var i gang med, før hun pludselig blev blind: at øve med Spice Girls.

Popgruppen begyndte nemlig forberedelserne til deres comeback fredag.

Nyheden om 90'er-ikonernes genforening blev offentliggjort tidligere denne måned efter adskillige måneder med spekulationer og rygter.

»Aftalen er på plads, og vi glæder os alle sammen enormt til at gå på scenen igen«, fortalte Mel B til Hello! Magazine og uddybede, at popgruppen officielt vender tilbage i september. Det sker efter fem års pause.

Rygterne om genforeningen begyndte i høj grade at svirre, da tre af medlemmerne i februar delte et billede af kvinderne samlet. Sammen med billederne offentliggjorde de kryptiske bemærkninger som 'girl power lever i bedste velgående' og 'fremtiden er spicy'.

Millioner af fans tilkendegav på Instagram deres begejstring for genforeningen, der bliver Spice Girls' andet comeback efter den formelle opløsning i 2000.

Gruppen med Melanie B, Geri Halliwell, Emma Bunton, Melanie C og Victoria Beckham blev oprindeligt dannet i 1994.

Med mere end 80 millioner solgte plader på verdensplan og med hit som 'Wannabe' og '2 become 1' var gruppen en af 90'ernes største popsucceser.