Britney Spears vil ikke have droppet formynderskabet over hende.

Hun vil bare gerne have, at det ikke længere er hendes far, der har råderetten over hendes liv og økonomi.

Det skriver TMZ, der både har talt med anonyme kilder tæt på den 39-årige sangerinde, og som har indsigt i retsdokumenterne i sagen.

I årevis er det ellers blevet berettet i medierne, hvordan Britney Spears ikke længere er så psykisk udfordret, at hun ikke selv kan tage hånd om sig selv.

Arkivfoto af Britney Spears fra 2019.
Arkivfoto af Britney Spears fra 2019. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Men ifølge det amerikanske sladdermedie har hun altså ikke selv noget imod formynderskabet, men blot mod sin 68-årige far.

»Hun har 99 procent af den frihed, hun ville have haft, hvis hun ikke var i et formynderskab,« siger en af kilderne, mens en anden bekræfter, at det er faderen, som er problemet, da Britney Spears 'godt ved, at hendes liv var ude af kontrol inden formynderskabet'.

Ifølge kilden taler Britney Spears slet ikke med sin far længere, da hun mener, at han ikke har hendes bedste i sinde.

Popsangerinden har i alle årene forholdt sig tavs om striden mellem hende og faderen.

Dette ændrer sig dog 23. juni, hvor hun før første gang vil give sin side af sagen, når der er høring.

Og det er angiveligt her, at Britney Spears – på overraskende vis – ikke vil bede dommeren om at droppe formynderskabet, men altså om blot at få fjernet sin far fra posten.

Jamie Spears har fungeret som datterens værge siden hendes mentale sammenbrud for 13 år siden.

Her kronragede sangerinden sig blandt andet i fuldt offentlighed med utallige paparazzifotografer omkring sig, som forevigede episoden med deres kameraer.

Britney Spears' far, Jamie Spears, i 2008.
Britney Spears' far, Jamie Spears, i 2008. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Det var i første omgang meningen, at formynderskabet skulle være midlertidigt, men det blev til en permanent ordning, hvilket i løbet af årene har udviklet sig til en reel strid mellem de to parter.

Faderen har dog ikke haft magten alene siden november 2020, hvor en dommer slog fast, at han – indtil sagen er endeligt afgjort – skal dele formynderskabet med firmaet Bessemer Trust, som har ekspertise i at være formynder for store formuer.

Ifølge TMZ har Britney Spears selv et godt bud på, hvem der skal overtage faderens job, såfremt en dommer anerkender hendes præmis om at udskifte ham.

Det skal angiveligt været en kvinde ved navn Jodi Montgomery, der har fungeret som sangerindens 'omsorgsværge' de seneste to år.

Og Jodi Montgomery er da heller ikke helt grøn, når det kommer til tjansen som permanent værge. Hun overtog nemlig midlertidig posten fra Jamie Spears i en kort periode i 2019, hvor Jamie Spears var syg.