Skuespilleren Anne Heches situation er forværret efter hendes voldsomme bilulykke sidste fredag.

Nu fortæller politiet i Los Angeles til Fox News og TMZ, at prøver indikerer kokain og fetanyl i skuespillerens blod.

»Baseret på blodprøver kan vi se, at der har været stoffer til stede. Vi kommer dog til at lave yderligere test for at se, om nogle af stofferne er medicin, der er givet under behandling,« lyder det.

Ifølge TMZ's oplysninger fra politiet var skuespilleren påvirket af kokain, mens der spekuleres i, om fetanylen kan skyldes medicin, der blev givet til Anne Heche ved ankomst til hospitalet.

Siden indlæggelsen har Anne Heche ikke været ved bevidsthed, og en repræsentant for skuespilleren har udtalt, at man forventer, hun har en svær hjerneskade efter sammenstødet og at det ikke forventes, at hun overlever.

»Det har længe været hendes valgt at donere organer,« lyder det fra talspersonen med den tilføjelse, at skuespilleren bliver holdt i live for at afgøre, om hendes organer kan bruges i behandling af andre patienter.

Anne Heches bil bragede først ind i en garage, hvor en forbipasserende forsøgte at hjælpe hende.

Skuespilleren kørte dog væk fra garagen og ramte et hus, hvilket fik bilen til at bryde ud i brand.

En person blev også ramt af bilen, og offeret har siden fået behandling på et hospital.

Offeret blev ikke hårdt ramt og fik nogle skader som følge af røgen fra bilen.

Politiet har fortalt, at offeret fysisk har det godt under omstændighederne, men at hun er svært traumatiseret af hændelsen.