Den pistol, som Alec Baldwin brugte, da han torsdag affyrede et dræbende skud i brystet på en filmfotograf, var ikke en ufarlig rekvisit, som ellers tidligere meldt ud.

Det skriver det respekterede sladdermedie TMZ, som har talt med kilder på settet til filmen 'Rust'.

Det var i forbindelse med optagelserne til westernfilmen, at hovedrolleindehaveren Alec Baldwin uforvarende kom til at affyre pistolen, som ellers ikke burde være i stand til at dræbe et menneske.

Her blev den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins dræbt, mens filmens instruktør, Joel Souza, overlevede at blive ramt i skulderen.

Politiet har afpærret et område på Bonanza Creek Ranch, hvor filmen var ved at blive optaget.
Politiet har afpærret et område på Bonanza Creek Ranch, hvor filmen var ved at blive optaget. Foto: KOB TV NEWS
Vis mere

Ifølge retsdokumenter, som AP har fået fat i, skulle Alec Baldwin have været uvidende om, at pistolen var ladt, og sagen betragtes som en ulykke.

Men ifølge TMZ var der altså andre på settet, som udmærket vidste, at pistolen kunne affyres. Flere kilder fortæller nemlig, at medarbejdere på produktionen lånte rekvisit-pistolen for at skyde til måls i pauserne, og at det formentlig var derfor, der lå en rigtig kugle i pistolens kammer, da Alec Baldwin senere fik pistolen i hånden.

Herudover fortælle en kilde på settet, at politiet efter ulykken opdagede, at man opbevarede rigtig ammunition sammen med de tomme hylstre, som bruges i rekvisit-pistoler.

Til B.T. har Søren Haraldsted, der i mange år har arbejdet med special effects på film, tidligere forklaret, at rekvisit-våben faktisk er rigtige våben, som er modificeret til filmbrug med blandt andet såkaldte blokader, der gør, at skarpladt ammunition ikke kan bruges. Dette gør det til et såkaldt 'blank firing weapon'.

Den dræbte 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins fotograferet i forbindelse med en tidligere indspilning.
Den dræbte 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins fotograferet i forbindelse med en tidligere indspilning. Foto: ANDRIY SEMENYUK
Vis mere

Hvis en filminstruktør ikke ønsker at gøre brug af rigtige våben, er der mulighed for at lave det med CGI, men dette vil banke omkostningerne op på et niveau, som kun de dyreste produktioner kan løfte, fortæller han.

I forbindelse med optagelserne til 'Rust' benyttede man sig af en såkaldt våbenansvarlig, hvis job er at sørge for håndtering og vedligehold af rekvisitvåben.

I september fortalte hun, Hannah Reeds, i podcasten 'Voices of The West', at hun er helt ny i branchen. Hendes første job som våbenansvarlig var på filmen 'The Old Way' med Nicolas Cage, som afsluttede optagelser i sidste måned.

»Det var min første gang som hovedansvarlig for våbnene. Jeg var virkelig nervøs, og jeg var ikke sikker på, om jeg ville takke ja, fordi jeg ikke vidste, om jeg var klar,« udtalte hun i podcasten, men tilføjede, at det hele endte med at gå som smurt.

I kølvandet på ulykken blev Alec Baldwin afhørt af politiet, men foreløbig er ingen sigtet i sagen, som betragtes som en ulykke.

Siden er det dog også kommet frem, at der få dage forinden også var blevet affyret to vådeskud fra en rekvisit-pistol. Her blev ingen dog ramt.

Andre læser også