Fotoalbum: Vært i Dagens mand på TV3 Mattias Hundebøll var en rigtig råbende ’tonser’ som barn, altid smurt ind i mudder og så interessant, at han kom med i en ph.d.-afhandling. Han havde munden fyldt med metal og fik minus 4,5-briller, men det tog ikke modet fra ham
1. Fedt og trygt
Jeg voksede op i Korup ved Odense – det er mig forrest på billedet og bagved min storebror Andreas og hans ven. Det var altid unger på gaden i vores rækkehuskvarter, det var simpelthen så fedt og trygt. Der var ingen trafik og altid børn at lege med. Den oplevelse har betydet, at vi i dag bor i et gammelt kollektiv med tre andre familier med børn. Det har været så vigtigt for mig, at mine drenge skulle ha’ nogle at lege med. Vi bor i en kæmpestor gammel villa i Gentofte med to andre småbørnsfamilier og mine svigerforældre. Vi har fællesmiddag hver mandag og fællesmøde hver 14. dag, hvor vi planlægger køb af havestole, og hvem der skal klare hønsegården og den slags. Vi har hver sit køkken og er jo nok en del mere individualister, end man var for 40 år siden. Karl Egon, min søn på to år, han har aldrig set en iPad, for han skal ikke lære bare at sidde og glo på den hele tiden. Det stiller nogle krav, så vi forældre er nødt til aktivt at underholde ham lidt mere. Han får lov til at se fjernsyn hver dag i en halv time, ikke mere.
2. Altid smurt ind i mudder og græs
Min far Jørgen havde en båd, som vi hver sommer var på de helt store eventyr med. Vi hoppede ned i hans lillebitte, tykke LM 22 og sejlede rundt i det sydfynske øhav. På billedet var vi måske på Avernakø. Min far er uddannet tømrer, men blev skolelærer, det er også fra min far, jeg har det med, at jeg synes, at det har ikke været en god uge, hvis man ikke har bygget et eller andet selv. Som barn var jeg en rigtig tonser, har min mor fortalt mig. Det var faktisk så galt, at der kom en forsker og skrev en ph.d. med mig som case i emnet »børns sanseliv«. Hver gang jeg blev lukket ud fad døren, gik der ikke mere end en halv time, så var jeg smurt ind i mudder og græs. Jeg kunne ikke gøre noget uden at gøre det med hele min krop og sjæl. De rev sig i håret i min børnehave, for jeg var altid gennemblødt og smurt ind fra top til tå. Der var fart på. Og så snakkede jeg så højt og meget, at jeg blev sendt til ørelæge, fordi de troede, jeg var døv. Men jeg ville jo høres. Jeg blev på intet tidspunkt mobbet. Alle forældre var enten skolelærere, dagplejemødre eller sygeplejersker, så jeg vidste ikke, hvad mobning var. Sådan tror jeg desværre ikke, det er i dag.
3. Lykkelig over min bøjle
Jeg var jo simpelthen et tandbøjlebarn, i syv-otte år fik jeg rettet tænder. Det var dengang, hvor der var en socialdemokratisk regering, der gerne ville bruge en masse penge på børnenes tænder. Jeg tror, alle i min klasse havde bøjle. Jeg er lykkelig for det. Uden den havde jeg sgu ikke haft et tv-smil i dag. Jeg havde en periode med ganebøjle, hvor man skulle dreje på en skrue hver uge, det glemte jeg altid. Når jeg skulle til tjek, drejede jeg den lige inden, med vold og magt, så tandlægen ikke opdagede det. Mit selvværd og min selvtillid var ufattelig højt, selvom jeg var en kikset nørd med bøjle og briller. Og min mor insisterede på at klippe mit hår, så jeg kunne ikke engang få en sej frisure. Når jeg tænker tilbage på min barndom, har det ikke – som for mange andre – været et langt mareridt, tværtimod. Masser af opbakning hjemmefra.
4. Masser af opbakning hjemmefra
Jeg var familiens store akademiske håb, da jeg fik det højeste snit på Tornbjerg Gymnasium i Odense det år i 2002, da jeg blev matematisk student. Det var omkring 10. Og det var meget dengang – i dag giver de jo 12-taller, bare du kan stave dit eget navn eller ved, hvor Vejle ligger. På billedet havde jeg mine minus 4.5 briller, jeg er jo stærblind uden briller eller kontaktlinser. Når jeg er hjemme, har jeg altid briller på, og hvis jeg gerne vil ha’ lidt fred på gaden, bruger jeg ikke kontaktlinser, for så er der færre, der genkender mig. Min mor Hanne Grethe er skolelærer og en dygtig sanger. Hun var til optagelse til et operakor, men droppede det, fordi hun ikke fik opbakning hjemmefra. I mit hjem var der masser af opbakning, vi måtte altid larme lige så meget vi ville, så længe det var musikalsk. Der var aldrig nogen, der tyssede på os, når vi spillede trommer, fløjte eller hamrede i klaveret.
5. Stiv pik-rock
Det her er fra min punkrockperiode, hvor jeg havde Skandinaviens længste nakkehår og eyeline på. Jeg lignede en fra tysk fodbold i firserne. Jeg var den unge håbefulde rockmusiker i Rock Hard Power Spray, som også var navnet på en spray, du kunne købe i velassortede sexbutikker, du kunne smøre på dit lem, så du kunne holde længere. Vi syntes musikken skulle ha’ en følelse af, at det bare var fuld fart frem. Det var stiv pik-rock. Jeg tror egentlig ikke specielt det var pigerne, vi havde som fans, det var nok mest fyrene på 15-18 år, der kom til koncerterne. Det var jo sådan noget Nirvana-agtigt noget. Der var ingen ballader, alle numre var med 200 km/t, og jeg råbte og skreg som en sindssyg.
6. 200 koncerter om året
Vores band Rock Hard Power Spray slog igennem i 2005 da vi vandt verdens største livemusik konkurrencefestival Tyskland. Vi kom til at spille 200 koncerter om året i seks-syv år, lige fra Kina til Rusland og USA. Det var bare drømmen og livet på turné i en bus. Jeg havde jo kæreste hele tiden, og vi var sådan nogle høflige, søde unge mænd. Derfor, når jeg tænker tilbage: Hold da op, der var mange chancer, jeg gik glip af. Vi var også så nærige, at vi ikke bookede hoteller, men boede i bussen. Den ene dag i Holland, den næste i München. 10 øl ned hver aften og næste dag af sted igen til en ny by. Vi blev desværre snydt for alle klichéerne for, hvad en flok unge rockmusikere kunne have moret sig med.
7. Lettere skrækslagen
For tre år siden spillede jeg en solokoncert i Odense i en forladt bygning, som en rigtig rock’n’roll event, og pludselig stod der to uniformerede betjente, så vi var lettere skrækslagne for, at det hele blev lukket. Men de sagde: Vi er kæmpe fans og har lige fået fri, men vi kunne ikke nå at klæde om før koncerten.
8. Spritstiv da vi mødtes
Nogle af mine bedste venner havde lejet 15 lastbiler med fadølsankre, så alle kunne lege studenter, femten år efter de var blevet det. Da vi ville gøre det en gang til, blev vi kontaktet af politiet, der sagde, at vi ville blive anholdt, hvis vi gjorde det igen, for det var ulovlig studenterkørsel. Jeg lærte min kone Marie at kende, da jeg engang var spritstiv i Tisvilde og så stod der lige pludselig en ti-centimeter-højere-end-mig-skønhed foran mig – hun er 188 cm høj. Et 90’erdrøn a la Baywatch. Hun sagde: »Prøv at høre, Mattias, jeg har hørt om dig«, men hun syntes måske alligevel, det var lidt spændende, så jeg fik hende lokket med til sommerhuset. Det tog en måned med hårdt overtalelsesarbejde, før hun var rigtig på, for hun troede ikke, jeg havde rent mel i posen. I dag er hun højgravid igen -vi blev gift i haven i 2016.
9. Snart klar til far-søn-tur
Lige nu er jeg i gang med at ordne en VW Transporter, jeg har skruet på den hele vinteren, har pillet alt ud af den og har lavet nyt køkken og interiør. Det er som en fed cigaræske. Det at lave den her bil er jo ligesom at være på roadtrip: Det er aldrig destinationen, der er noget ved, det er turen derhen. Nogle gange, når ungerne er lagt, siger jeg: Skat, jeg går lige ned i bilen. Der kan jeg lige sætte en kop kaffe over og trække nogle ledninger eller skifte udstødning. Det er pissefedt. Snart kører jeg sammen med min søn til Lolland, hvor vi skal holde et sted og spise og sove. En far og søn-endagstur.
10. Opkaldt efter Egon Olsen
I bad med min søn Carl-Egon. Han har det navn, fordi jeg elsker Olsen-Banden. De film er den eneste vigtige kulturarv udover Kim Larsens plader. De bedste af filmene er nok ’Går amok’ eller ’I Jylland’, jeg kan efterhånden alle replikkerne i dem. Jeg glæder mig til, at min søn bliver et år ældre, så kan vi se Olsen-Banden sammen. Jeg har mange tatoveringer, de er oftest blevet til i små snuskede baglokaler eller i kammeraters køkkener. Det foregår altid lidt impulsivt, når jeg bliver tatoveret. Det er det sidste vanvid, der er tilbage i mit liv, for ellers er det meget med at slå græs og holde have. Udover at jeg jo er vært på ’Dagens mand’, naturligvis.
