Mathilde Gøhler er model og sammen med sin kæreste, produceren Remee Jackman, er hun partner i et influencerbureau.
Ikke mindst er hun selv influencer – Danmarks største, for den sags skyld – og det er en ganske indbringende forretning for den 29-årige Instagram-magnat.
Et af de første influencerjobs, Mathilde Gøhler blev tilbudt for syv år siden, lød på 25.000 kroner for at poste et enkelt billede på Instagram.
Men i dag er lønnen »steget anseeligt«, fortæller hun til Børsen.

Honoraret varierer dog fra opgave til opgave, og selvom virksomhederne står i kø, så er det vigtigt at kunne takke nej til de svimlende beløb, hvis jobbet ikke matcher ens personlighed, forklarer modellen med de 1,2 millioner Instagram-følgere.
»Man skal passe på sit image, for man kan hurtigt komme til at sælge ud, hvis man tager alle de gode pengejob,« siger Mathilde Gøhler til mediet.
Generelt har influencerbranchen over de sidste få år vokset sig til en blomstrende milliardindustri.
Ifølge danske Influencer Marketing Hubs seneste rapport, anslås værdien af den globale influencerbranche at vokse til hele 13,8 milliarder i 2021.
Også herhjemme i Danmark er influencerbranchen en millionindustri i rivende vækst.
Ifølge Slots- og Kultyrstyrelsens seneste analyse er omsætningen mere end fordoblet fra 49 millioner kroner i 2016 til 115 millioner i 2019 i landets 18 største influencerbureauer – herunder også det tredjemest indbringende bureau, Social Works, hvor Remee Jackman og Mathilde Gøhler er partnere.
Ikke mindst er beskæftigelsen i branchen tredoblet på de tre år, så der i udgangen af 2019 samlet var 111 årsværk.

