Camilla Hammerich troede, det var begyndelsen på en stor skuespillerkarriere, da hun fik rollen som Regitze Varnæs som 15-årig gymnasieelev.

- Jeg syntes jo, at det var en fantastisk chance, for dengang var jeg overbevist om, at jeg skulle være skuespiller. Jeg spillede i forvejen meget skolekomedie. Men undervejs i serien fandt jeg stille og roligt ud af, at det bare ikke var mig.

På privatfronten fik rollen i serien ikke den store betydning for Camilla Hammerich, der lige var begyndt i gymnasiet.

- Jeg kunne godt få det til at passe med min skolegang. Serien var endnu ikke blevet til den kult, den er i dag, så berømmelsen var til at overse.

Producent i DR

I dag arbejder Camilla Hammerich som producent i Danmarks Radio.

Hendes næste projekt er tv-serien Borgen, der kommer til efteråret.

- På en måde var det skæbnebestemt, at jeg skulle lave film og tv, og jeg er glad for, at jeg fik lejlighed til at arbejde under Erik Balling i Matador.