»Jeg er så blå, som man kan blive,« lyder det uden tøven fra Mascha Vang.

Den populære blogger har aldrig haft noget imod at bekende politisk kulør, men forud for dette folketingsvalg er hun dog i tvivl om, præcis hvor krydset skal sættes.

»Jeg ved det ikke endnu, men jeg stemmer helt klart blåt. Jeg har tidligere stemt Konservativ og Liberal Alliance, så jeg ved det faktisk ikke endnu. Der er også mange ting, jeg godt kan lide i Venstre,« lyder det fra Mascha Vang.

For hende er det især temaer som skat og integration, der betyder noget, når hun skal afgøre, hvor krydset skal sættes.

Mascha Vang er blandt andet modstander af topskat, og så mener hun ikke, vi skal lukke for mange ind i Danmark.

»Vi skal være realistiske i forhold til, hvor mange vi kan integrere og stadig bibeholde et land, der kan tage sig af dem, der er her,« siger Mascha Vang og tilføjer:

»I stedet for bare at gå ind for at redde hele verden så vi må passe på det, vores forfædre har opbygget. Det skal der passes på med respekt for mennesker.«

En skikkelse, der har markeret sig kraftigt på sine holdninger til udlændingepolitikken, er Stram Kurs-stifter Rasmus Paludan.

Og selvom Mascha Vang holder på, at vi ikke skal lukke for mange ind i Danmark, så tager hun afstand fra Paludan og hans politik.

»Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, for hvad tør man sige om ham? Jeg bryder mig ikke om hans retorik og politik. Jeg er glad for vores ytringsfrihed, men jeg synes, det er god skik at tale pænt til og om andre mennesker, og det synes jeg ikke, han gør,« siger Mascha Vang.

Udover mærkesager er der også en række andre faktorer, der spille ind, når Mascha Vang skal beslutte sig forud for valget.

Med en hverdag som blogger og influencer, der gebærder sig hjemmevant på sociale medier, betyder det eksempelvis meget for hende, at partierne har tænkt over deres fremtoning.

»Deres kampagner betyder også meget for mig. Jeg har før tænkt: Hold kæft, man kan ikke lave så elendig en kampagne, og så stadig være med på, hvad der sker i den moderne verden,« siger Mascha Vang.

Mascha Vang og Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti har tidligere dannet par.
Mascha Vang og Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti har tidligere dannet par. Foto: Peter Dahlerup / Danish Beauty A
Vis mere

Hun tillægger også især sociale medier en stor betydning.

»Det dur heller ikke, hvis de ikke kan begå sig ordentligt på sociale medier og kan tale til mig på en moderne måde. Det betyder også meget, at hjemmesiderne fungerer og er up to date. Hvis de ikke kan gøre det ordentligt, så stoler jeg ikke på dem,« forklarer bloggeren.

Med over 200.000 følgere på Instagram og en succesfuld blog har Mascha Vang en platform større end de fleste.

Det er hun bevidst om, og netop derfor synes hun også, det er vigtigt at have en holdning - også offentligt.

»Jeg synes, det er meget vigtigt at have en holdning til det samfund, vi lever i. Og jeg synes, det er vigtigt at tale om, at bare fordi vi ikke er enige, så skal man kunne tale om tingene. Jeg har ikke noget imod at bekende kulør. Jeg ved da også, hvor dem, jeg omgås personligt, står politisk,« siger Mascha Vang.

Hun har ikke tænkt sig at bruge sin egen platform til at få folk til at stemme på noget bestemt, men hun vil opfordre folk til selv at tage stilling.

»Det er meget fint at vise, at man er engageret og tager stilling og måske påvirker nogle til også at tage stilling, det er enormt vigtigt,« siger Mascha Vang.