Den tidligere Voice-vært Mascha Vang er rystet over, at komikere nu gør tykt grin med, at hun blev slået ned i weekenden.

Satire-selskabet FunnyHaha, som Casper Christensen står bag, lagde tirsdag et billede ud af en smilende Mascha Vang, stærkt forslået og med hævet læbe. Ledsaget af ordene 'At få tæsk er ligesom at træne - man er mest øm på tredje dagen'. 

Tirsdag er det netop tre dage siden, at den tidligere reality-deltager og Voice-vært Mascha Vang blev slået ned på natklubben Sunday i København. Hendes kæbe er stadig øm og blå, efter de slag hun fik af en ukendt gerningsmand. Og hun synes, at joken er alt andet end passende.



- Jeg er totalt forarget. Det er så modbydeligt, og jeg ved nærmest ikke, hvad jeg skal tænke om det. Det vender sig i mig, siger Mascha Vang

HVAD MENER DU OM JOKEN? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK HER

Hun kender Casper Christensen 'ganske godt', har gået i byen med ham flere gange, men hun kender ikke de personer fra hans comedy-selskab, som står bag joken.

- Jamen, hvad har de dog tænkt? Jeg er ikke humor-forladt, og jeg har bestemt selvironi, men det dér, det er simpelthen over grænsen, siger Mascha Vang, der blev gjort opmærksom på billedet af veninden Kira Eggers.

Det er ikke første gang, at satire-selskabet FunnyHaha, som er en del af Douglas Entertainment, får på puklen for deres grænseoverskridende humor.

Tidligere havde selskabet en tjans som 'Satirepolitiet' i Se og Hør, hvor komikerne blandt andet udsatte daværende Kulturminister Uffe Elbæk for en række bizarre spørgsmål, relateret til hans seksualitet. Dengang måtte FunnyHaha ud og undskylde, og senere valgte Se og Hør at bryde med comedy-selskabet.

- De har tidligere lavet grin med mig, da jeg havde født, og der fik jeg faktisk også en undskyldning. Men generelt har jeg det fint med Casper, fortæller Mascha Vang.

BT forsøger at få en kommentar fra folkene bag FunnyHaha og Casper Christensen selv.