»Jeg ved ikke, hvem han er - jeg ved kun, det er en mand.«

Sådan fortæller blogger Mascha Vang om den person, der pludselig dukkede op som beboer på hendes adresse, da B.T. møder hende på den røde løber til Zulu Awards 2020.

Han havde ved hjælp af borger.dk, som vi jo alle kender, registreret sig på den adresse, hvor hendes nye lejlighed ligger. En lejlighed, der endnu ikke var bopælspligt på, hvorfor hun havde købt den.

Det er nemlig ikke før første person registrer lejligheden som sin adresse, den underlægges bopælspligt. Og en lejlighed uden bopælspligt var helt perfekt, da hun til dagligt bor sammen med sin kæreste, Troels Krohn Dehli, i Kolding. Hun bruger altså kun lejligheden, når hun arbejder i København.

Mascha Vang og Troels Krohn Dehli
Mascha Vang og Troels Krohn Dehli Foto: Martin Sylvest
Vis mere

En lejlighed, hun har betalt 4,7 millioner for.

Hun fortæller, at hun har talt med sin advokat, der har fortalt hende, at der formentlig vil komme styr på det. Hvis ikke, så kan det blive en dyr omgang for den 40-årige blogger.

»Det kan blive ret dyrt. Det kan godt blive mere end en million,« siger hun.

Da hun først kontaktede Folkeregisteret, ville de ikke oplyse mandens navn. Dog har hendes advokat nu fortalt hende, at hun vil få hans navn på et tidspunkt.

Har du planer om at gøre noget ved det?

»Jeg er bare glad for, at jeg har fundet ud af det,« svarer hun og fortsætter:

»Ja, han betaler jo hverken husleje eller gør rent.«

Hun griner lidt og uddyber, at hun ingen planer har om hævn.