Bloggeren Mascha Vang er ligesom mange andre danskere påvirket af coronavirus og de ændringer, den har medført i Danmark.
Alle hendes rejseplaner er således aflyst de kommende uger, og kæresten Troels og datteren Hollie Nolia er også kaldt hjem på grund af udbruddet af virussen
Og det er da heller ikke gået Hollie Nolias næse forbi, at situationen i Danmark er alvorlig.
Derfor har det været vigtigt for Mascha Vang at tale med sin datter om udbruddet, selvom hun blot er syv år.

»Jeg vil hellere selv fortælle hende det i stedet for, at hun hørte det fra andre børn, som kun får noget med og så stykker tingene forkert sammen,« siger Mascha Vang til B.T.
Sådan siger bloggeren om overvejelserne ved at fortælle sin datter om coronavirussen og dens konsekvenser.
Mascha Vang var altså ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle fortælle sandheden til sin datter, i hvert fald i et begrænset omgang, som 'man jo gør til børn'.
»Det er jo vores virkelighed lige nu. Det er så stor en krise, at det er noget, man vil høre om om 100 år. Det er ikke noget, vi kan lægge låg på,« siger hun.
Men selvom det kan være svært for børn at forstå coronavirussens konsekvenser, så har Hollie Nolia 'virkelig forstået budskabet' om at vaske grundigt hænder og passe på de ældre.
»Hun har forstået det så fint og godt. Hun lytter også med på News, som jo kører hele tiden her i hjemmet,« siger Mascha Vang.
»Hun har også spurgt, hvor gammel er det, mormor er. Og så siger hun, 'mor, så er det godt lige at holde afstand'.«
Det har gjort bloggeren stolt at se, hvordan hendes datter har reageret på den meget specielle situation.
Mascha Vang fortæller, at datteren altså ingen nød lider lige nu, hvor hun skal tilbringe de næste 14 dage hjemme fra skole – nogle af dagene bliver hos hendes far.
Tværtimod er det lidt som en ferie for den syvårige pige – den har nemlig stået på pandekager til morgenmad og masser af iPad-tid.
»Min største frygt er, hvis vores wi-fi går ned, så er der krise,« siger moderen med et grin.
Mascha Vang fortæller desuden, at hun har 'stor empati' med dem, som er blevet ramt af coronavirussen.
Derudover har hun også ondt af de mange selvstændige, som virkelig lider under situationen.
Mascha Vang har selv mærket konsekvenserne af det globale sygdomsudbrud, for hendes aktier er faldet en hel del i værdi.
»Det kan jeg eddermame mærke. Jeg har nok tabt mellem en halv og en hel million,« anslår bloggeren.
Det er for sent at sælge aktierne nu, forklarer Mascha Vang, der nu ønsker, at hun havde solgt dem, da de 'peakede'.
»Nu holder jeg på dem og investerer noget mere, når vi rammer bunden. Så kommer jeg forhåbentligt med på opturen,« siger hun.
I morgen skal hun til et møde med sin rådgiver, hvor de sammen skal se på mulighederne.
»Jeg skal da indrømme, at jeg ikke sover så tungt om natten. Jeg har alligevel investeret en del samt halvdelen af min datters børneopsparing,« fortæller hun.