Den ene halvdel af de verdenskendte Olsen-tvillinger vil skilles, men møder en del udfordringer.

Den tidligere skuespillerinde Mary-Kate Olsen blev gift med den 17 år ældre bankmand – og halvbror til den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy – Olivier Sarkozy i 2017.

Men nu er kærligheden altså bristet, og noget tyder på, at bruddet ikke ligefrem er foregået uden drama.

Det skriver TMZ, som har fået indblik i retsdokumenterne omhandlende skilsmissen.

Ifølge det amerikanske medie hævder Olsen-tvillingen i dokumenterne, at hendes ægtemand vil have hende ud af deres fælles lejlighed i New York senest 18. maj.

Hun hævder endvidere, at han har opsagt deres fælles lejekontrakt uden at oplyse hende herom.

Ifølge TMZ er problemet bare, at Mary-Kate Olsen angiveligt ikke har mulighed for at flytte ud inden fristen 18. maj på grund af karantænereglerne som følge af coronavirus-pandemien.

I dokumenterne står også, at det var den 33-årige tidligere skuespillerinde, som søgte om skilsmissen.

Det gjorde hun 17. april, hvor hun angiveligt blev informeret om, at retten på grund af coronakrisen ikke ville behandle skilsmissesager, medmindre der var tale om en nødsituation.

Den kritiske bopælssituation har nu fået Mary-Kate Olsen til at bede retten om at betragte hendes sag som en nødsituation. Mary-Kate Olsen påstår – ifølge TMZ – at en haste-skilsmisse er den eneste måde, hvorpå hun kan beskytte sine ejendele på.

Parret har ingen fælles børn, men Olivier Sarkozy har to børn fra et tidligere forhold.

TMZ's oplysninger er blevet gengivet i en lang række amerikanske medier. Indtil videre er det dog ikke lykkedes nogen af dem at få en kommentar fra hverken Mary-Kate Olsen eller Olivier Sarkozy.