Når han sidder ved det lange plankebord med Øresund som beroligende baggrund og reflekterer over, hvor han i en alder af 51 er nået hen i sit liv, har han al mulig grund til at være tilfreds.

»De seneste år har jeg hvilet meget mere i mig selv, har fået mere viden om egne og andres fejl og har erkendt, at uanset hvor dygtig du er, er der altid nogen, der er bedre. Så bliver jeg nogensinde den bedste far, den bedste mand til min kone, den bedste foredragsholder? Nej, det gør jeg sgu nok heller ikke. Men jeg har fundet ud af, hvad der vigtigt for mig,« siger Martin Thorborg med ro i blikket.

Men den ro har den kendte mangemillionær og iværksætter ikke altid haft.

Især husker han årene midt i 90erne. År, der var »sindssygt sjove og hårde«, hvor han knoklede som en besat i sin virksomhed Jubii.

I en alder af 51 hviler Martin Thorborg endelig i sig selv og føler, at han ved, hvad han vil med sit liv. Og det er ikke at arbejde mere.
I en alder af 51 hviler Martin Thorborg endelig i sig selv og føler, at han ved, hvad han vil med sit liv. Og det er ikke at arbejde mere. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Da den fem år senere blev solgt for over en milliard, blev arbejdspresset ikke mindre. For som en del af aftalen arbejdede stifterne videre i firmaet, som på daværende tidspunkt havde knap 200 medarbejdere.

»Det var mange mennesker at have ansvaret for, og samtidig var der mange rejser. Så jeg blev virkelig stresset. Så meget, at jeg på et tidspunkt ønskede, at jeg fik et hjerteanfald.«

»Jeg kan huske det, som var det i formiddags, at jeg sad ved mit skrivebord og tænkte, 'bare jeg faldt om på gulvet og blev kørt på hospitalet, hvor ingen måtte genere mig, og de tog min mobiltelefon'. Når man tænker sådan, så siger det sig selv, at man har været langt ude.«

At Martin Thorborgs indre alarmklokker bimlede, fik ham dog ikke til at sadle om og skrue ned for blusset.

Arkivfoto af Martin Thorborg med sønnen Mads, som i dag er 15.
Arkivfoto af Martin Thorborg med sønnen Mads, som i dag er 15. Foto: Claus Bjørn Larsen
Vis mere

Faktisk skulle der en helt anden begivenhed til, før han et par år senere satte bremsen i og stoppede i Jubii.

»Jeg besluttede at stoppe, lige da min datter, Emma, var blevet født. Og det blev et vendepunkt for mig,« forklarer han og fortsætter:

»For jeg lovede mig selv dengang, at når jeg fik børn, ville jeg ikke gå glip af noget. Ikke gå glip af en skolekomedie eller udflugt med børnehaven. Det var min førsteprioritet, så måtte firmaet være min anden,« siger Martin Thorborg, som et par år senere fik sønnen Mads. Og holdt fast i prioriteterne.

»Jeg har brugt meget tid med dem. For min daværende kone var politibetjent og mødte næsten altid tidligt, så det var mig, der stod op med dem, gik tur i skoven med dem, smurte madpakker.«

»Og helt ærligt, i dag, hvor de er 18 og 15, er jeg stolt. Stolt af de valg, jeg har taget,« smiler Martin Thorborg, som for nogle år siden blev skilt fra deres mor og siden har haft børnene hver anden uge.

»Så heldigvis er det ikke sådan, at jeg i dag, hvor de er blevet store, tænker, 'bare jeg havde prioriteret anderledes'. For selvfølgelig har jeg også arbejdet meget, men det er den person, jeg er. Jeg gider ikke ofre hele mit liv på mine børn. Sorry, men det kommer jeg ikke til. For så ville de have en meget sur far,« understreger han så med et grin.

Siden de vilde og berusende Jubii-dage har Martin Thorborg da heller ikke ligget på den lade side. Faktisk har han søsat utallige nye virksomheder. Nogle af dem – som Dinero, hvor han i dag sidder som direktør – er tilmed blevet solgt igen. For et trecifret millionbeløb.

»Penge i sig selv gør mig ikke lykkelig, men det niveau af penge, jeg har, gør mig tryg. Jeg sover roligt om natten og har ikke så mange, at jeg har alle de bekymringer, som de rigtig rige har.«

Da Martin Thorborg omkring årtusindeskiftet troede, at han var svimlende rig, gjorde pengene ham så bekymret, at han frygtede, at hans børn ville blive kidnappet.
Da Martin Thorborg omkring årtusindeskiftet troede, at han var svimlende rig, gjorde pengene ham så bekymret, at han frygtede, at hans børn ville blive kidnappet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Lige efter vi havde solgt Jubii, og jeg troede, at jeg havde rigtig mange penge, begyndte jeg at få installeret kameraer, fordi jeg var bange for hjemmerøverier og for, at mine børn blev kidnappet,« fortæller han og fortsætter:

»Men i dag er det dyreste, jeg har, den lænestol derovre, som Jannie har taget med. Spisebordsstolen er en kopistol til 700 kroner stykket, og bordet er fra Hay til 12.000. Billedet på væggen derovre er malet af min faster. Så nøj, hvor ville det være nederen at lave indbrud her. God fornøjelse,« griner Martin Thorborg.

»Hvis du tror, at jeg har kontanter liggende, nej. Og at stjæle mine børn ville ikke kunne realisere noget, for alle pengene står i virksomheder, så jeg ville aldrig kunne finde millioner til at købe dem fri.«

»Jeg kører ikke i Ferrari, og huset købte jeg relativt billigt af Michael Laudrup. Så der er ikke rigtig noget i mit liv, der er særlig ekstravagant, og derfor kan jeg være i fred,« mener han og kalder dét sted, hvor han er i dag, »et fedt sted«.

»Jeg har været der. Jeg har haft fire Porscher og ting, men der er ikke de værdier, der præger mig i dag. Derfor har jeg også med vilje ladet mine børn gå i skole inde i landet, hvor der er et bredt udvalg af folk, i stedet for de fine skoler her på nordkysten,« siger Martin Thorborg og peger i retning af Strandvejen.

»For jeg tror, at det er godt, at ens børn ser det hele, ser et mix af verden.«

Ligesom deres far har gjort det. Og i en alder af 51 har fundet roen i sig selv. Fundet ud af, hvad der er vigtigt for ham.

»Jeg vil ud at rejse, være sammen med min familie, have et pissespændende arbejde. Og fleksibilitet til at kunne være hvor jeg har lyst, når jeg har lyst.«

»I dag fristes jeg ikke af flere penge. For de ville betyde mere arbejde, som vil betyde, at jeg ikke har så meget tid sammen med mine unger, og pludselig er de flyttet hjemmefra. Og min kone ville måske blive træt af mig, fordi jeg ikke havde tid og overskud til hende. At miste hende ville være en lortesituation.« Og så smiler han.