»Det er da flot, at de har ramt rigtigt i én ud af en million tilfælde, må man sige. Jeg kan forstå, at jeg nærmest er den eneste. I landet.«
Sådan lyder det fra Jubii-stifter og mangemillionær Martin Thorborg, der ligesom mange andre tirsdag har tjekket sin nye ejendomsvurdering. Han er dog langt fra imponeret over Skat.
For selvom Thorborg – modsat mange – mener, at Skat har ramt rimelig rigtigt i vurderingen af hans villa på Strandvejen nord for København, så er han ikke udelt begejstret over udsigten til at skulle betale mere i skat.
Villaen, som han selv købte for 11,3 millioner kroner tilbage i 2016, da han erhvervede den fra fodboldspilleren Brian Laudrup, har Skat vurderet til at have en ejendomsværdi på lidt over 20 millioner kroner, hvilket næsten er det samme, som Thorborgs realkreditinstitut kom frem til for nylig, da han omlagde et lån.
»Så det er nogenlunde inden for skiven,« konstaterer han, men tilføjer så:
»Men så har jeg bygget til og proppet varmepumper og solceller og alt mulig andet i, så der er kommet flere kvadratmeter, så det er ikke, fordi det pludselig er blevet ni millioner kroner mere værd,« siger han og forklarer, at han selv har pumpet mindst 15 millioner kroner i huset.
Og det er det, der er Thorborgs sten i skoen:
»Det, der er pisseirriterende, er, at det selvfølgelig er flot, at de har ramt rigtigt lige hos mig, men dem, der skal købe mit hus efter 2024, kommer til at betale væsentlig mere i ejendomsskat,« siger han.
Ifølge Thorborg er de nye ejendomsvurderinger blot endnu en skat, der primært skal ramme landets mest velhavende borgere.
»Det, man har gjort her, er, at man har lagt ekstra skat på dyre huse, og så har man taget det og givet det til dem, der ejer almindelige huse,« siger han.
»Hele ideen er jo, at det skal blive det samme (i statskassen, red.), og når fire ud af fem husejere ifølge det offentlige kommer til at betale mindre, og det skal give nogenlunde det samme, så kan man jo regne ud, at det er den sidste femtedel, der kommer til at betale for de fire femtedele. Så det en bare en ekstra skat på velhavende mennesker. Det er en top-top-top-top skat,« siger han.
Og den er du ikke så begejstret for?
»Jeg har jo den holding, at det man lægger ekstra afgift på, det får man mindre af. Det er jo klart, at hvis man lægger mere skat på rigdom, så vil man også få mindre af det. Det giver lidt sig selv. Så man skal jo tænke på, hvornår nok er nok.«
Thorborg kan dog glæde sig over, at han ikke er den, der er hårdest ramt.
Hans svoger, investoren Jesper Buch kendt fra 'Løvens Hule' har måttet se sin ejendomsværdi stige med hele 35 millioner kroner til lidt over 47 millioner kroner, skriver Ekstra Bladet.
Buch har endnu ikke regnet på sin kommende ejendomsskat, men siger til Ekstra Bladet, at også han mener, at det er 'en skjult formueskat bare pakket ind som noget andet'.
Martin Thorborg bakker op:
»Ja, selvfølgelig. Hvad skulle det ellers være? På den måde har jeg og mine naboer bare fået en ekstra skat. Lad os nu bare kalde det, hvad det er. Man kan ikke forklæde det som noget andet,« lyder det fra Thorborg, der er chokeret over at høre størrelsen på sin svogers ekstraregning.
»Det er edderbanke noget af en ekstra skat, hvis du regner på den. Det er jo klart, at hvis han vil sælge en dag, og de nye købere skal betale meget mere i ejendomsskat, så betyder det, at huset falder i værdi. Det giver sig selv,« siger han.
Selvom den nye ejendomsvurdering formentlig vil lave et indhug i værdien på Martin Thorborg hus, så vil han dog ikke gå grædende i seng.
»Det er ikke en sorgens dag, og jeg hamrer ikke hovedet ind i væggen. Det er bare et spørgsmål om, når jeg handler min ejendom, så rammer det mig den dag, jeg skal ud og købe noget andet«
»Og når man både begynder at tale om top-topskat og samtidig laver sådan noget, så tænker man da, at der er gang i tingene. Man kunne måske godt ønske sig, at man kiggede mere ind i, hvordan vi egentlig kan forbedre velfærden,« siger han.
Ifølge Thorborg kunne det være ved at gøre tingene på en smartere måde:
»Nu mener jeg ikke, at man skal gøre tingene hurtigere, for jeg tror, at de fleste i det offentlige løber hurtigt nok. Men spørgsmålet er, om de har travlt med de rigtige ting,« siger han.