Han holder fast i, at han ikke synes, han gjorde noget forkert, men de sidste par dages kritik har alligevel fået Martin Thorborg på andre tanker.

25. december fløj serieiværksætteren med sin kæreste til Zanzibar i Tanzania til trods for, at regeringen frarådede alle unødvendige rejser - siden deres hjemkomst er rejsevejledningen blevet ændret til, at alle rejser frarådes.

Han delte ved afrejse et billede fra flyet på Instagram, hvor han og kæresten sidder med et glas champagne i hånden, og efterfølgende har han modtaget heftig kritk for at rejse ud midt i en pandemi.

Først forklarede han i et interview med Berlingske, at de var taget afsted med alle mulige forbehold inklusiv coronatests og efterfølgende hjemmeisolation. Han understreger, at han på ingen måder negligerer, at covid-19 er en alvorlig sygdom, men han tilføjer, at hvis man virkelig ikke vil have, at folk rejser, så må man forbyde det.

Da B.T. tirsdag har Martin Thorborg i telefonen, er han ikke upåvirket af den efterfølgende kritik.

»Jeg kan ligeså godt sige, at det har ikke været enormt spændende at være på sociale medier de sidste 48 timer.«

Han har dog ikke tænkt sig at gemme sig, for som han siger:

»Er man mand nok til at bruge pressen, når det går godt, så må man også tage røret, når noget går en imod - og så har jeg også en vis chance for at komme med min version af tingene.«

Martin Thorborg holder fast i, at da de tog afsted i julen, var der ikke snak om nye mutationer i udlandet, som der er nu, og med alle de forbehold, de tog, har de ikke været til fare for hverken dem, de besøgte, eller tilbage hjemme i Danmark.

»Vi har taget det dybt seriøst hele vejen. Vi holdt os for os selv, da vi kom hjem, gik vi i karantæne, vi køber kun ind online og både jeg og min kæreste arbejde hjemmefra.«

Martin Thorborg
Martin Thorborg Foto: Celina Dahl
Vis mere

Du siger til Berlingske, at danskerne er en relativt oplyst befolkning, og det er nok derfor, regeringen ikke har lavet et decideret forbud. Hvad nu hvis alle tænkte sådan og rejste ud - ville det ikke ende i et corona-kaos?

»For det første ville jeg ikke gøre det nu, hvor der er kommet kraftige skærpelser, siden vi kom hjem. Men jeg vil sige, at hvis andre som mig på samme tidspunkt havde taget alle de forholdsregler, som vi havde, så tror jeg ikke, der var nogen, der var kommet hjem og havde været til fare for nogen.«

I Berlingske bliver du spurgt, om du som offentlig person har et ansvar. Her svarer du, at det har du ikke lige tænkt over. Har du fået tænkt over det nu?

»Ja, det har jeg faktisk. Og lige den der er jeg faktisk ked af. Jeg kan godt se, at hvis der er andre, der tager afsted, som måske er lidt mere ligeglade og ikke bliver testet og ikke går i isolation, fordi jeg tog afsted - det vil jeg være ked af. Så der kan jeg godt se, at der er en pointe.«

Er det lige før, at du har fortrudt, at I tog afsted?

»Altså... jeg har jo ikke overtrådt nogen lovgivning og har passet på, så jeg føler ikke, at jeg har været til fare for nogen som helst. Jeg skulle måske have holdt min kæft, så jeg ikke havde sendt nogle dumme signaler, men på det tidspunkt, da jeg tog afsted med den viden og så videre, der syntes jeg, det var forsvarligt og okay at tage afsted. Men med den viden, jeg har nu, så ville jeg ikke tage afsted.«

Man kan blive klogere?

»Ja.«