Folketingsvalget nærmer sig, og det kan mærkes med Socialdemokraternes nylige velfærdsudspil og Lars Løkke Rasmussens (V) lyst til at samarbejde med Mette Frederiksen (S). Og hvis det stod til iværksætteren Martin Thorborg, ville en SV-regering også være det mest optimale.

Martin Thorborg synes dog, at valget er et rent kaos. For at sige det mildt.

»Jeg må indrømme, at det her valg har været det mest kaotiske, jeg nogensinde selv kan huske. Fra yderliggående, klamme partier, der blander sig i valgkampen, til Venstres pludselige kapitulation. De overgiver sig, men deres skift mod Socialdemokraterne er nok det mest fornuftige,« siger Martin Thorborg til B.T.

Martin Thorborgs nuværende største frygt er, at Mette Frederiksen bliver statsminister. Og det er ikke kun på baggrund af hendes holdninger som politiker, men nærmere hende som person.

»Mette Frederiksen er spids og arrogant. Det ville klæde hende at være mindre arrogant. Hun er bare mindre 'likeable', og det er min menneskelige bedømmelse af hende. Det har ikke en skid med politik at gøre. Jeg synes bare ikke, hun er en særlig fed person,« siger Martin Thorborg bundærligt.

Hellere Pia Kjærsgaard end Frederiksen

Helt lavpraktisk forklarer Martin Thorborg, at han for eksempel aldrig ville have lyst til have en sludder med Mette Frederiksen på en bodega.

»Jeg ville hellere drikke en fadøl med Poul Nyrup (S), end jeg ville med Mette Frederiksen. Hun er bare ikke ægte,« siger Martin Thorborg og forklarer videre, at »selv Pia Kjærsgaard (DF) ville være bedre tjent som statsminister.«

Og det er også på trods af, at han er langt fra enig i hendes politik.

»Jeg mener i bedste omfang, at hun har nogle menneskelige værdier, jeg ikke deler. Men hun er mere ægte omkring dem end Mette Frederiksen, der taler med to tunger,« siger Martin Thorborg, som dog synes, hun har gjort det godt i debatterne.

Om Lars Løkke har Martin Thorborg en helt anden holdning. Han kalder den nuværende statsminister for en »verdensmester i at være politiker.«

»Han her mere erfaring og er mere snu. Så er han også dygtigere end Mette Frederiksen og fremstår mere sympatisk,« siger Martin Thorborg.

Voldsom over-velfærd

Martin Thorborg mener generelt, at politikerne skal passe på med ikke at love guld og grønne skove til alle og enhver, forklarer iværksætteren - med en sarkasme i stemmen.

»Vi skal ikke bare have velfærd, vi skal have over-velfærd. Alle skal have mere, undtagen dem, der leverer midlerne. Man er blevet lidt for magelig og selvfed. 'Puha det går godt i Danmark, så vi skal ikke bare have velfærd. Vi skal have ekstra-velfærd'.«

Martin Thorborg mener især, at Lars Løkke er gået amok i forhold til at ville bruge penge på velfærd.

»Der er ingen grænser for, hvor voldsom velfærd Venstre mener, der skal være på alle områder. Lige pludselig skal loftet fjernes, og forleden ville han uddele flere milliarder til ... jeg ved ikke hvad. Der går ikke en dag, uden Løkke finder et nyt sted, hvor der skal bruges flere penge på over-velfærd,« siger Martin Thorborg.

»Jeg forventer også i løbet af ugen, at der bliver tilbudt alle skoleelever gratis numsetørring leveret af staten. For jeg kan ikke komme i tanke om flere ting, man kan give. Så det må være det næste.«