Den tidligere 'X Factor'-dommer Martin Jensen er ikke bleg for at sende en stikpille af sted til sin tidligere arbejdsgiver TV 2.

I maj kom det frem, at dj'en Martin Jensen stoppede som dommer i 'X Factor'. En beslutning, han støttede på daværende tidspunkt, skrev han i et opslag på Instagram.

Nu løfter Martin Jensen sløret for, hvordan fyringen skete.

Det gør han i radio 24syv-programmet 'Tsunami'.

For egentlig var det ikke TV 2, der ringede til dj'en, men faktisk Martin Jensen selv, der tog kontakt til sin tidligere arbejdsgiver.

»Jeg ringede til dem,« lyder det fra Martin Jensen og fortsætter:

»Så spurgte jeg: 'Hva', skal jeg rydde kalenderen til efteråret', og så sagde de nej.«

I opkaldet fik Martin Jensen at vide, at TV 2 gerne ville prøve noget andet. Og det fik den tidligere 'X Factor'-dommer til at svare kækt tilbage:

»Nå... god snak, så ryger jeg bare på tour, ses.«

I august blev Martin Jensens afløser annonceret. For hans plads bliver overtaget af musikeren Simon Kvamm, der er kendt fra 'Drengene fra Angora', forsanger i bandet Nephew og HUGORM.

Derfor falder samtalen også naturligt på, om Simon Kvamm er den rigtige afløser til Martin Jensens plads ved dommerbordet.

Selvom Martin Jensen mener, det er et godt valg til dommerbordet, så havde han set andre valg blive taget først, fortæller han.

»Der var nok bare en anden post, jeg havde skiftet først, hvis det så endelig var,« siger han kryptisk.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Martin Jensen, der ikke er vendt tilbage.