Torsdag aften vandt 'X Factor'-dommerne Thomas Blachman og Martin Jensen en Zulu Award i kategorien 'årets par'.

Under takketalen fik Thomas Blachman udnævnt sig selv til den største tv-legende og slået fast, at han havde stiv pik.

Samtidig fik han også sendt en ret så utvetydig opfordring i retning af rapperen Tessa.

»Tessa, jeg står i telefonbogen – kom og knald mig, min elskede.«

Thomas Blachmann var allerede i hopla på den røde løber ved Zulu Awards i KB Hallen torsdag den 29. april 2021. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021).
Thomas Blachmann var allerede i hopla på den røde løber ved Zulu Awards i KB Hallen torsdag den 29. april 2021. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021). Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Alt dette fik den anden halvdel af 'parret' - Martin Jensen - lov til at opleve på nærmeste hold. Og han tager hele optrinnet med komplet ro.

»Det er det, der fungerer så godt i et parforhold, at den ene holder hovedet koldt, når den anden engang imellem taber det. Jeg synes, at jeg forsøgte at få os tilbage på sporet, men han (Thomas Blachman, red.) kan engang imellem være en svær mand at få til at tie stille,« lyder det fra en smågrinende Martin Jensen til B.T.

Det lykkedes faktisk for dj'en at få vristet mikrofonen fra Thomas Blachman, og Martin Jensen udnyttede muligheden til at sige et par ord om et emne, der også har fyldt i årets udgave af 'X Factor' - nemlig vigtigheden af en ordentlig tone på de sociale medier.

»Jeg vil gerne italesætte det og sætte fokus på det. Den mulighed synes jeg faktisk var ret fantastisk. At talens fokus så skiftede fem gange undervejs, det er lidt ude af mine hænder.«

Thomas Blachman var nemlig langt fra færdig efter sine indledende bemærkninger, og da han igen fik - eller tog - taletiden, slog han fast, at prisen skulle stå på hans og Martin Jensens fælles kamin i soveværelset, hvor de med Blachmans egne ord »knalder hinanden i røven«.

Sådan er det dog indtil videre ikke gået, for det er Martin Jensen, der har fået sejrstrofæet med hjem.

»Jeg tror faktisk, at Thomas smuttede på et eller andet tidspunkt, så der tog jeg den med hjem.«

B.T.s reportere oplevede showet som en smule kaotisk med en hel del tekniske udfordringer, men for Martin Jensen var det bare rart igen at være ude blandt andre mennesker.

»Overordnet set synes jeg, at det var godt show, Zulu havde stablet på benene, og det var meget rart lige at hilse på kollegaerne igen,« siger Martin Jensen.