Efter at have fået sig en ny kæreste tilbage i februar kan Martin Rathkjen fra 'Landmand søger kærlighed' nu stolt fortælle, at han også skal være far.

Kæresten, som landmanden helst ikke vil sige navnet på, er nemlig gravid og skal føde i november.

Parret venter sig en dreng, fortæller en glad far, der nu ser frem mod slutningen af efteråret.

»Det (at blive far, red.) glæder jeg mig utroligt meget til. Nu har hun en søn på to år i forvejen, så jeg har fået lov til at vende mig lidt til rollen som far allerede,« lyder det fra den glade landmand.

Han lægger ikke skjul på, at det er noget, han gerne har villet i et stykke tid.

»Det er klart noget, jeg har gået og tænkt mere over de seneste år, at jeg gerne vil have en familie og slå mig til ro,« siger han og uddyber:

»Det var jo egentlig også derfor, jeg meldte mig til 'Landmand søger kærlighed' i første omgang.«

Martin Rathkjen fandt sig også en kæreste igennem programmet, men de to brød efterfølgende med hinanden.

Landmanden, der til dagligt passer grise, var kun 25 år, da han medvirkede i programmet. Han har tidligere fortalt B.T., at det var en grænseoverskridende oplevelse, at være på speeddating i et tv-program.

Nu har han dog fundet kærligheden i sin nye kæreste, som er flyttet ind hos ham, og de to har noget særligt sammen, lyder det fra ham.

Han fortæller, at parret fandt sammen lige inden coronaen brød ud, og derfor har været i karantæne sammen.

»Det er da gået stærkt, men vi har været gode til at stoppe op og se på hinanden, og så er vi blevet enige om, at det har været det helt rigtige at gøre,« lyder det fra ham.

»Nu har jeg fået den familie, jeg altid har drømt om.«

Parret er ikke forlovede endnu, men Martin Rathkjen siger, at det sikkert vil komme i fremtiden. De har talt om det, og selvom det ikke venter lige om hjørnet, så ved de, at de har rigtig mange gode år foran sig - sammen.

Desuden forklarer han, at eventuelle bryllupsplaner skal komme hele familien til gode.

»Vi vil gerne have, at drengene er store nok til at nyde festen,« lyder forklaringen.