Martin Brygmann er ligesom resten af Danmark sat mere eller mindre på corona-pause. Privat gør det ham dog ikke det store.
»Jeg havde i forvejen planlagt at holde fri fra januar til juli for at være mere sammen med familien, så når det skal være, så er timingen virkelig god for mig,« fortæller Martin Brygmann til B.T.
Han havde et enkelt musicaljob i Varde, hvor han skulle have spillet H.C. Andersen i forestillingen ’Fyrtøjet’, som han har skrevet musik til. Den forestilling er foreløbig udskudt til 2021.
»Det forlyder, at de nok skal klare skærene, men nu må vi se, hvornår vi må samles igen.«
Årsagen til at B.T. har den 57-årige multikunstner i telefonen er, at han for tiden er med i Lars Hjortshøjs nye komedieserie ’Store Lars’ på Viaplay og TV3, hvor han spiller en karikeret udgave af sig selv.
Han kender Lars Hjortshøj tilbage fra 1990’erne, hvor de blandt andet mødte hinanden i programmet ’Safari’.
Da Lars Hjortshøj så manglede en irriterende kendis-nabo til sin serie, faldt valget på Martin Brygmann.
»Lars og jeg er ret enige om, hvad der er sjovt,« fortæller han og tilføjer:
»Vi gjorde meget ud af, at jeg ikke skulle være for ond ved Lars, for de skal også forestille at være venner, men man må sige, jeg er en kæmpe egoist i serien,« fortæller han med et grin.
»Hvis Lars Hjortshøj er Anders And i serien, er jeg Fætter Højben.«
Martin Brygmann har tidligere spillet en lidt for selvglad udgave af sig selv i tredje sæson af ’Klovn’ i afsnittet ’100 dage i Forum’.
I scenen, hvor Lars Hjortshøj også er med, overtager Martin Brygmann Frank Hvams rolle som figuren Kenny Nickelman, da de vil lave en musicaludgave af tv-serien ’Langt fra Las Vegas’.
»Det er sjovt at skrue op for sig selv på den måde. I ’Store Lars’ bliver jeg for eksempel ked af ikke at være sort. Jeg tænker jo, at jeg er så funky, at jeg må have sorte forfædre, haha.«
Han har endnu ikke selv fået set ’Store Lars’, da forhåndsvisningerne blev aflyst på grund af corona-situationen.
Martin Brygmann fortæller, at han desuden også missede at optræde for dronning Margrethe, da hun forleden fyldte 80. Også her kom coronavirussen i vejen.
»Jeg skulle have være med i et tv-program, hvor vi skulle have fejret hende, men vi kom aldrig så langt med det, før det hele blev aflyst,« fortæller han.
TV 2 havde dog ikke givet fuldstændig op og ringede endnu engang til Martin Brygmann og spurgte, om han i stedet så ikke ville sende en lille hilsen, som de kunne vise.
»Det ville jeg gerne, og så skrev jeg en sang på fire-fem timer. Jeg elsker at lave den slags.«
Fødselsdagssangen, som han skrev over ABBA-hittet ’Dancing Queen’, er blevet delt næsten 2.000 gange på Martin Brygmanns egen Facebook-side.
Se videoen herunder: