Martin Brygmann har i årevis fået danskerne til at grine, og det gode arbejde fortsætter nu i nye rammer på DR1.

Her skal Brygmann nemlig være vært for et nyt underholdningskoncept, der skal sendes ud til seerne hver lørdag aften. Det skriver DR.

Og i den forbindelse efterlyser kanalen optagelser af almindelige danskere, der leverer deres bedste jokes.

'Til et indslag i et nyt underholdningsprogram på DR1 med Martin Brygmann, hvor den danske humor er i centrum, samler vi nogle af de bedste, dummeste og sjoveste vittigheder fortalt af danskerne selv,' lyder det på mediehusets hjemmeside, hvor de fortsætter:

'Optag det med telefonen i en vandret liggende position og send det til os her.'

Rollen som DR-programmets vært er ikke den eneste nye ting, Brygmann kan føje til sit cv.

For nylig blev det nemlig afsløret, at han sammen med den erfarne DR-profil Tina Müller skal være vært for Dansk Melodi Grand Prix 2021.

Og foruden de nye arbejdsmæssige udfordringer, byder fremtiden også på en ny titel i privatlivet.

Datteren Frida Brygmann og dennes partner, radiovært Nima Zamani, venter nemlig deres første barn til juli.

Dermed kan Brygmann for første gang bryste sig af titlen som morfar, som man kan læse mere om her.